Vejledning — Videnskab
Denne vejledning henvender sig til krystallografer, fysikere, kemikere og mineraloger. Den genkalder den teoretiske ramme uden omsvøb og siger derefter præcist, hvad Laues motor beregner: konventionerne, modellerne, deres begrænsninger og deres referencer. Formlerne er foldet ud som standard.
Dokumenter, konventioner og eksakthed
I Laue
Et .laue-dokument er en læsbar JSON-fil, hvis skema er offentliggjort. Den er identisk på Mac, iPad og pc. Motoren (LaueCore) regner i eksakte rationale tal alt, hvad der vedrører symmetrien: operationer, positioner, Wyckoff-koordinater. Den går over til flydende tal for geometri, diffraktion og forfining. En koordinat indtastet som 1/3 forbliver 1/3; en decimalværdi tæt på en simpel brøk (0.33333) føres tilbage til brøken, når en fil importeres.
Konventionerne er dem fra International Tables for Crystallography, bind A: konventionelle celler, 530 opstillinger beskrevet ved deres Hall-symbol, Wyckoff-bogstaver og orienterede stedsymmetrisymboler. Motoren er verificeret mod et sæt referencer: operationerne i de 530 opstillinger, Wyckoff-positionerne, udslukningerne og pulverdiffraktogrammer af kendte strukturer.
Anvendelsen Videnskab i indstillingerne giver de internationale symboler og orbifold-symbolerne og sætter diffraktionen i forgrunden.
Gitter, basis og metrisk tensor
Teori
Et gitter er, op til en isometri, beskrevet ved sin metriske tensor . Den indeholder alt, hvad der ikke afhænger af orienteringen: afstande, vinkler, volumen. Det reciprokke gitter har metrikken . Et basisskift transformerer koordinaterne med og metrikken med . Miller-indekserne transformeres som basen, med ; koordinaterne kontragredient.
De fjorten Bravais-typer fremkommer ved at klassificere gitrene efter deres holoedri (gitterets punktgruppe) og deres centrering. Den konventionelle celle vælges, så basen er tilpasset denne holoedri. Centreringsvektorerne (I: ½,½,½; F: ½,½,0 og permutationer; C: ½,½,0; R i hexagonale akser: ⅔,⅓,⅓ og ⅓,⅔,⅔) indgår i translationsgruppen.
Formlerne
I Laue
Afsnittet Celle viser kun de frie parametre i gruppens krystalsystem; de øvrige udledes af dem. Volumen, afstande og bindinger beregnes med . Gruppens opstilling fastlægger basen: for en monoklin gruppe valget af unik akse (b eller c) og celle (1, 2, 3); for en romboedrisk gruppe hexagonale (H) eller romboedriske (R) akser. Laue reducerer ikke cellen (ingen Niggli-reduktion): cellen er den, der hører til den valgte opstilling.
Punktgrupper og Laue-klasser
Teori
Den lineære del af en operation, der lader et gitter invariant, er i en basis for gitteret en heltalsmatrix med determinant ±1. Dens spor er derfor et heltal, deraf den krystallografiske restriktion: kun ordenerne 1, 2, 3, 4 og 6. De endelige undergrupper af , der overholder den, udgør 32 geometriske klasser. Elleve af dem er centrosymmetriske: det er Laue-klasserne, som ethvert diffraktionsmønster reduceres til i fravær af anomal spredning (Friedels lov).
Neumanns princip kræver, at enhver tensor for en fysisk egenskab er invariant under punktgruppen. For eksempel er piezoelektricitet, en polær tensor af rang 3, nul i de 11 centrosymmetriske klasser og i klassen 432; pyroelektricitet findes kun i de 10 polære klasser.
Formlerne
Stereografisk projektion af en retning med kolatitude og azimut på ækvatorplanet, i cirklen med radius :
I Laue
Stereogram viser punktgruppen med dens elementer og banen for en generel retning (poler på den nordlige halvkugle som prikker, på den sydlige som cirkler). Når en position er valgt, viser det dens stedsymmetrigruppe, orienteret i cellen. Krystalklassen angives i Hermann–Mauguin-notation sammen med systemet.
Rumgrupper, Seitz og Hall
Teori
En rumgruppe er en diskret undergruppe af den euklidiske gruppe, hvis translationsundergruppe er et gitter. Kvotienten er isomorf med punktgruppen . Man repræsenterer ved sideklasserepræsentanter eller ved udvidede 4 × 4-matricer. Den intrinsiske del af translationen i en operation af orden adskiller en skrueakse eller et glidespejlplan fra en akse eller et spejl: man beregner den ved at summere operationens potenser. Resten af er et positionsled, som fastlægger elementets placering.
De 230 rumgruppetyper er ækvivalensklasserne under affine koordinatskift, der bevarer orienteringen: 219 affine typer, heraf 11 enantiomorfe par (P4₁/P4₃, P3₁21/P3₂21…). Hermann–Mauguin-symbolet navngiver typen og dens symmetriretninger. Hall-symbolet (Hall, 1981) angiver eksplicit et sæt frembringere i et givet koordinatsystem og betegner dermed en opstilling entydigt.
Formlerne
Intrinsisk del (glide- eller skruekomponent) af en operation af orden , og positionsled:
Fikspunkterne for giver elementets placering: .
I Laue
Gruppefeltet tager et nummer, et kort eller fuldt HM-symbol, en opstilling (227:1, 14:b2) eller et Hall-symbol (Hall: -P 2ybc). Hver af de 530 opstillinger er bygget ud fra sit Hall-symbol. Symmetrielementerne er geometriske objekter i Tables' forstand: en akse eller et plan med alle de operationer, der deler det, bestemt ved dekompositionen ovenfor. De tegnes med de grafiske symboler fra bind A, og Tables-projektion gengiver dets diagrammer med planernes højder. Filteret Ordener isolerer akserne af en given orden.


Symbolerne fra Tables
Hvad Tables siger
Diagrammerne i bind A af International Tables gengiver hvert symmetrielement med et grafisk symbol (afsnit 1.4 i udgaven fra 2006, kapitel 2.1 i udgaven fra 2016: de er de samme). Laue tegner disse symboler i 3D-visningen, Tables-projektionen, stereogrammerne og fliselægningerne; figurerne i disse tabeller kommer fra det samme bibliotek som appen. Notationen er den fra Tables, med de partielle elementer i parentes; den intrinsiske translation angives som brøkdel af den korteste gittertranslation langs aksen eller glidningen.
Akser vinkelret på tegningen, symmetripunkter
| Symbol | Element | Notation | Intrinsisk translation |
|---|---|---|---|
![]() | Tofoldig rotationsakse; tofoldigt punkt i planet | 2 | — |
![]() | Skrueakse 2₁ | 2₁ | |
![]() | Trefoldig rotationsakse; trefoldigt punkt i planet | 3 | — |
![]() | Skrueakse 3₁ | 3₁ | |
![]() | Skrueakse 3₂ | 3₂ | |
![]() | Firfoldig rotationsakse; firfoldigt punkt i planet | 4 (2) | — |
![]() | Skrueakse 4₁ | 4₁ (2₁) | |
![]() | Skrueakse 4₂ | 4₂ (2) | |
![]() | Skrueakse 4₃ | 4₃ (2₁) | |
![]() | Seksfoldig rotationsakse; seksfoldigt punkt i planet | 6 (3, 2) | — |
![]() | Skrueakse 6₁ | 6₁ (3₁, 2₁) | |
![]() | Skrueakse 6₂ | 6₂ (3₂, 2) | |
![]() | Skrueakse 6₃ | 6₃ (3, 2₁) | |
![]() | Skrueakse 6₄ | 6₄ (3₁, 2) | |
![]() | Skrueakse 6₅ | 6₅ (3₂, 2₁) | |
![]() | Inversionscenter | — | |
![]() | Rotationsinversionsakse 3̄ | (3, ) | — |
![]() | Rotationsinversionsakse 4̄ | (2) | — |
![]() | Rotationsinversionsakse 6̄ | — | |
![]() | Tofoldig akse med et inversionscenter | 2/m () | — |
![]() | Skrueakse 2₁ med et inversionscenter | 2₁/m () | |
![]() | Firfoldig akse med et inversionscenter | 4/m (, 2, ) | — |
![]() | Skrueakse 4₂ med et inversionscenter | 4₂/m (, 2, ) | |
![]() | Seksfoldig akse med et inversionscenter | 6/m (, , 3, 2, ) | — |
![]() | Skrueakse 6₃ med et inversionscenter | 6₃/m (, , 3, 2₁, ) |
En skrueakses haler forlænger dens sider. En akse nₖ har n/sfd(n, k) af dem: 4₂ har to, 6₂ og 6₄ tre, 6₃ to, svarende til de partielle elementer 2, 3₂, 3₁ og 2₁, som de indeholder. Deres omløbsretning vendes mellem enantiomorfe akser: 3₁ og 3₂, 4₁ og 4₃, 6₁ og 6₅, 6₂ og 6₄. Symbolet for en firfoldig akse tegnes som en rombe eller med siderne parallelle med cellens kanter. Et inversionscenter på aksen giver symbolet n/m, markeret med en hvid prik; på en akse 4₂ eller 6₃ markeres punkterne 4̄ og 6̄ ikke.
Tofoldige akser, der ligger i tegningen
| Symbol | Element | Notation | Intrinsisk translation |
|---|---|---|---|
![]() | Tofoldig rotationsakse | 2 | — |
![]() | Skrueakse 2₁ | 2₁ |
Planer vinkelret på tegningen, symmetrilinjer
| Symbol | Element | Notation | Intrinsisk translation |
|---|---|---|---|
![]() | Spejlplan; spejlingslinje i planet | m | — |
![]() | »Aksialt« glidespejlplan, glidning i tegningen; glidelinje i planet | a, b eller c; g | af en translation langs linjen |
![]() | »Aksialt« glidespejlplan, glidning mod beskueren | a, b eller c | af en translation vinkelret på tegningen |
![]() | »Dobbelt« glidespejlplan (centrerede celler) | e | to glidninger: langs linjen og vinkelret på tegningen |
![]() | »Diagonalt« glidespejlplan | n | én glidning med to komposanter, langs linjen og vinkelret på den |
![]() | »Diamant«-glidespejlplan (par af planer, centrerede celler) | d | langs linjen og vinkelret på den; pilen viser den retning i tegningen, for hvilken den vinkelrette komposant er positiv |
For a, b, c og n afhænger stregtypen af glidningens retning i forhold til tegningen, ikke af bogstavet: den samme prikkede linje er et c-plan i én beskrivelse og et n-plan i en anden (R3̄c i hexagonale eller romboedriske akser).
Planer parallelle med tegningen
| Symbol | Element | Notation | Intrinsisk translation |
|---|---|---|---|
![]() | Spejlplan | m | — |
![]() | »Aksialt« glidespejlplan | a, b eller c | af en translation i pilens retning |
![]() | »Dobbelt« glidespejlplan (centrerede celler) | e | i den ene eller den anden pils retning |
![]() | »Diagonalt« glidespejlplan | n | i pilens retning |
![]() | »Diamant«-glidespejlplan (par af planer, centrerede celler) | d | i pilens retning, dvs. en fjerdedel af en diagonal i den fladecentrerede celle |
![]() | Et spejlplan i højderne og | m | — |
Disse symboler placeres øverst til venstre i diagrammet, med grenene langs cellens kanter. En brøk h betegner planparret i højderne h og h + ½; uden brøk ligger planerne i højderne 0 og ½.
I Laue
Tables-projektion ser på cellen fra den side, som den valgte retning peger mod, ligesom diagrammerne: langs c peger a nedad og b mod højre, og en skrueakse drejer i samme retning som i Tables. Hold markøren et øjeblik over et element: en boble navngiver det og angiver dets retning, dets position () og dets intrinsiske translation; hvis flere elementer ligger oven i hinanden, oplister den dem alle.
Baner, stedsymmetri og Wyckoff-positioner
Teori
Stabilisatoren af et punkt (dets stedsymmetri) er endelig og isomorf med en undergruppe af . En Wyckoff-position er mængden af de punkter, hvis stabilisatorer er konjugerede i . Den er en forening af baner, parametriseret ved 0 til 3 frie koordinater. Dens multiplicitet i den konventionelle celle er . Bogstaverne følger Tables' rækkefølge, fra den mest symmetriske (a) til den generelle position.
Valget af bogstav for en struktur er kun defineret op til en automorfi: den euklidiske normalisator af permuterer visse positioner (for eksempel 4a og 4b i Fm-3m). To beskrivelser, der adskiller sig på denne måde, er den samme struktur.
Formlerne
hvor er antallet af gitterpunkter i den konventionelle celle (1 for P, 2 for A, B, C og I, 3 for R i hexagonale akser, 4 for F).
I Laue
Wyckoff-positionerne beregnes af motoren ud fra operationerne: stabilisatorer, konjugering, affine varieteter (punkter, linjer, planer) modulo gitteret. Deres bogstaver og orienterede symboler kommer fra en referencetabel. Inspektøren for en position giver dens Wyckoff-position, dens multiplicitet og dens orienterede stedsymmetrigruppe (.3m, 4m.m). Når et atom flyttes i visningen, fæstnes det på de specielle varieteter, det passerer, og Bliv på tvinger det til at glide langs sin egen. Koordinaterne forbliver eksakte.
Grundstoffer, sammensætning og densitet
Teori
Cellens indhold giver formlen, antallet af formelenheder og den beregnede densitet, det første tjek af en struktur. De kovalente radier giver en forventet bindingslængde, summen af de to atomers radier, nyttig til at finde bindingerne i en ukendt struktur.
Formlerne
I Laue
Det periodiske system dækker grundstofferne 1 til 103, med masse, konfiguration, Pauling-elektronegativitet, kovalent radius (Cordero et al., 2008) og almindelige oxidationstrin (data fra pymatgen). Formlen følger den elektropositive rækkefølge, og Hill-rækkefølgen, når strukturen indeholder carbon. De tegnede bindinger forbinder atomer, hvis afstand nærmer sig summen af de kovalente radier; to ioner med samme fortegn bindes aldrig. Bindinger, der forlader cellerne (stumper), er skjult som standard; fjernes fluebenet ved indstillingen Skjul bindinger, der forlader cellerne, bliver de synlige, så den fulde koordination ses.
Koordinationspolyedre: hjørnerne er de naboer, der er bundet til centralatomet (samme kriterium som for de tegnede bindinger, op til atomer én celle uden for boksen), og som er mere elektronegative end det; polyederet er deres konvekse hylster, hvor de koplanare trekanter samles til én flade (kvadraterne i fluorittens terning). Standardcentre: de grundstoffer, hvis polyedre har fire til otte hjørner; altså Ti og ikke Sr i SrTiO₃ (Sr har tolv O), V og ikke C i et carbid. Fladerne sorteres i dybden sammen med atomerne og bindingerne.
Strukturformater
I Laue
Menuen Struktur læser og skriver flere formater.
- CIF (core CIF): gruppen identificeres først ud fra mængden af operationer
_space_group_symop_operation_xyz(eller_symmetry_equiv_pos_as_xyz), sammenlignet med de 530 opstillinger. Ellers læser Laue Hall-symbolet og derefter HM-symbolet. Koordinater tæt på en brøk med lille nævner føres tilbage til den, og atomerne lægges tilbage på deres specielle position. - SHELX (
.ins,.res):LATTogSYMM, CELL, atomer. - POSCAR (VASP): alle atomer i cellen, uden symmetri. Laue søger den rumgruppe, hvis baner gengiver atomerne, og beholder ét atom pr. bane. En primitiv celle af et centreret gitter læses, som den er, i en mindre gruppe.
- Kun til skrivning: udvidet XYZ (ASE, Ovito), PDB (CRYST1) og CGD, nettet, som Systre og RCSR læser for at navngive en topologi.
Plangrupper, orbifolds og tofarvede grupper
Teori
De 17 plangrupper er rumgrupperne i dimension 2: 5 Bravais-gitre, 10 punktklasser. Conway og Thurston beskriver dem ved topologien af kvotienten , orbifoldet. Notationen opregner rotationscentrene (cifre), spejlene (*), spejlhjørnerne, glidespejlingerne (×) og hankene (∘). Magic theorem giver betingelsen for, at et orbifold er euklidisk: summen af omkostningerne er præcis 2.
De tofarvede grupper (sort-hvide grupper, eller Shubnikov-grupper) er parrene med af indeks 2 i : operationerne i bytter farverne. Der er 46 i planet. Gruppe–undergruppe-relationerne med samme celle (translationengleiche undergrupper) forbinder grupperne ved tab af symmetrielementer.
Formlerne
Omkostninger i orbifold-notationen: 2 for ∘, 1 for × og for *, for et rotationscentrum af orden uden for spejlene, for et spejlhjørne af orden .
I Laue
Planværkstedet viser grupperne med internationalt symbol og orbifold-symbol. Det viser fundamentalområdet, planets operationer og Wyckoff-positioner samt undergrupper og overgrupper med samme celle. To farver vælger en undergruppe af indeks 2; de operationer, der bytter farverne, tegnes med rødt. Udstrækning begrænser tegningen til en blok på n × m celler fra origocellen (for en frise: n celler), beskåret ved kanten, til figurer og eksport. Placerede motiver opfører sig som atomerne i værkstedet Krystal: de fæstnes på de specielle positioner, og deres multiplicitet og stedsymmetri kontrolleres.

Frisegrupper
Teori
De syv frisegrupper er de diskrete undergrupper af planets isometrier, der lader en linje invariant, og hvis translationer udgør . De betegnes her med firetegnssymbol (p1, p1m1, p11m, p11g, p2, p2mm, p2mg), med orbifold (∞∞, *∞∞, ∞*, ∞×, 22∞, *22∞, 2*∞) og med Conways navne.
I Laue
Vælgeren Fliselægning | Frise | Roset giver adgang til friserne. Båndet tegnes i højden b.
Rosetgrupper
Teori
De endelige undergrupper af er de cykliske grupper og de diedriske grupper (Leonardos sætning). Deres orden er ikke begrænset. De er planets punktgrupper; de ti af dem, der er krystallografiske (n = 1, 2, 3, 4, 6), er plangruppernes klasser.
I Laue

Et rosetdokument bærer gruppen »roset Cn« eller »roset Dn«, med n fra 1 til 24. Den vises i Schoenflies-notation, i Hermann–Mauguin-notation (8mm, 5m) og som orbifold (8•, *8•). Positionerne er i kartesiske koordinater, med figurens radius lig med 1. Kontrollerne (kopier, stedsymmetri, antal motiver) er de samme som i de andre værksteder.
Kinematisk diffraktionsteori
Teori
I Born-approksimationen (enkeltspredning) er den spredte amplitude Fourier-transformationen af den spredende tæthed. For en krystal er denne tæthed foldningen af gitteret med cellens indhold: amplituden er kun forskellig fra nul i det reciprokke gitters punkter og er dér lig med strukturfaktoren. Den atomare spredningsfaktor , med , aftager med vinklen for røntgenstråler (elektronskyen); den er konstant for neutroner (kohærent spredningslængde ). Isotrop termisk bevægelse tilføjer Debye–Waller-faktoren.
De systematiske udslukninger stammer fra operationer med translation forskellig fra nul. For en centrering ganges med . For en operation udslukkes de refleksioner, for hvilke og . Disse betingelser, integrale, zonale og serielle, udpeger en mængde forenelige grupper, ikke én enkelt gruppe.
Målingen giver og mister faserne. Fouriersyntesen kræver dem; Patterson-funktionen, tæthedens autokorrelation, klarer sig uden dem og viser de interatomare vektorer. Direkte metoder og charge flipping genvinder faserne ud fra intensiteterne alene; Laue implementerer dem ikke.
Formlerne
I Laue
For plane mønstre beregner Laue over alle spredere i cellen, normaliseret til . Refleksioner, der udslukkes af symmetrien, markeres med en ring, og Laue-klassen angives. Den forstørrede visning (zoom op til ×64, genberegning af det synlige område) eksporteres som vektor-PDF og CSV. Fouriersyntese genopbygger motivet med de sande faser, med faser sat til nul eller med tilfældige faser, og Patterson-kortet viser vektorerne mellem motiverne.
Kvasikrystaller og modelmængder
Teori
En modelmængde (Meyer) fås ved snit og projektion. Man går ud fra et gitter i irrationel stilling og beholder de punkter, hvis vinkelrette projektion falder i et vindue . Hvis randen af har mål nul, er diffraktionsspektret rent punktformigt. Toppene ligger i de parallelle projektioner af det duale gitter, med amplituden givet ved vinduets Fourier-transformation. Fourier-modulet har højere rang end dimensionen: der skal 4 heltallige indekser til for at indicere Penrose-mønstret.
Penrose kommer fra (femkantede vinduer), Ammann–Beenker fra (ottekantet vindue). De Bruijns multigittermetode er dual til snittet: én flise pr. skæringspunkt mellem to familier af linjer. En ensartet forskydning af vinduet (phason-frihedsgrad) giver en lokalt uskelnelig fliselægning, op til flisevip. Penroses inflation har faktoren , Ammann–Beenkers .
Et gitters synlige punkter, med indbyrdes primiske koordinater, udgør en svag modelmængde. Den er ikke en Delone-mængde (den har vilkårligt store huller), men dens diffraktion er rent punktformig (Baake, Moody og Pleasants, 2000).
Formlerne
-frie punkter i (: de synlige punkter), tæthed og Bragg-intensiteter i punkterne med -potensfri nævner :
I Laue
Værkstedet bygger de tre fliselægninger med multigitre (5, 4 og 6 familier af linjer), og Penrose også ved inflation. Skyderne Phason forskyder gitrene, og Vinkelret rum viser billedet af hvert hjørnepunkt i . Diffraktionen beregnes på hjørnepunkterne: Bragg-toppe eller et intensitetskort på logaritmisk skala. Dekorationerne (Penrose-buer, girih-fletværk, de Bruijn-bånd) og flisetegneren hører til ornamentikken; de ændrer ikke hjørnepunkternes diffraktion.

Laue-metoden
Teori og model
En fast enkeltkrystal belyses med hvid stråling fra til . I Ewald-konstruktionen er alle kugler med radius mellem disse grænser til stede på én gang. Hvert punkt i det reciprokke gitter, der ligger mellem den mindste og den største kugle, diffrakterer den bølgelængde, hvis kugle går gennem det. Den diffrakterede retning afhænger kun af retningen af : de harmoniske falder sammen i samme plet, med . Planerne i en zone med akse diffrakterer på en kegle med akse . På en plan film tegner keglen en ellipse i transmission og en hyperbel i tilbagekast.
Friedels lov gør diagrammet centrosymmetrisk i intensitet, når der ses bort fra anomal spredning. Dets symmetri er den undergruppe af Laue-klassen, der fastholder strålens retning: 4mm langs [001] for , 3m langs c for . Metoden identificerer således én af de elleve Laue-klasser og giver orienteringen, men ikke de absolutte intensiteter: hver plet blander flere bølgelængder og flere harmoniske.
Modellen i Laue forudsætter et fladt spektrum i båndet, en upolariseret stråle og hverken absorption, ekstinktion eller mosaicitet: pletterne er punktformede. En plets intensitet er summen over dens harmoniske i båndet af ganget med polarisationsfaktoren og Laue-metodens Lorentz-faktor, . Intensiteterne normaliseres til den kraftigste plet.
Det inverse problem giver orienteringen. En plet i på en film i afstanden fastlægger den diffrakterede stråles retning . De reflekterende planers normal er parallel med , da . Dens projektioner på , og er proportionale med , , , fordi . Kun retningen af er tilgængelig: og dermed forbliver ukendte. For at indicere sammenligner man vinklerne mellem normalerne, beregnet med den reciprokke metriske tensor, med vinklerne i en model. To indicerede pletter er derefter nok til at fastlægge orienteringsmatricen (Busing og Levy, 1967). I tilbagekast aflæses vinklerne traditionelt på Greninger-nettet.
Formlerne
I Laue
Strålen rettes efter visningen, fra 0,25 til 2,5 Å. Laue beregner én gang pr. struktur alle planer med primitive indekser , med for hver harmonisk, der opfylder . Spredningsfaktorerne er Waasmaier og Kirfels, med = 0,5 Ų. En refleksion, der udslukkes af symmetrien, tæller som nul. Når visningen drejes, genberegnes kun geometrien. Filmen er plan, 100 mm på hver side, ved = 40 mm; pletter svagere end 10−3 af den kraftigste udelades. Testene kontrollerer NaCl's symmetri 4mm langs [001] i begge geometrier, kvarts' symmetri 3m (og ikke 6mm) langs c, Braggs lov for hver harmonisk og positionen . Forstørret indstiller diagrammet strålingen (røntgen, λmin = 12,398/kV Å efter Duane–Hunt; eller neutroner, med de kohærente spredningslængder og uden polarisationsfaktor), λmax og D; peger man på en plet, vises hkl, de harmoniske med deres λ, 2θ, d og intensiteten, og plettabellen eksporteres som CSV. Filmens koordinatsystem er visningens: når man ser langs [u v w], er op c (eller b langs c), og højre er op × (−n̂). Tutoren stiller tre spørgsmål om denne model: diagrammets symmetri langs en akse (den undergruppe af Laue-klassen, der fastholder strålen), en plets afbøjning 2θ og plettens indekser i (x, y).

Beregnet pulverdiffraktogram
Teori og model
For et ideelt pulver (tilfældige orienteringer, krystallitter uden ekstinktion eller differentiel absorption) er en linjes integrerede intensitet summen af for refleksionerne med samme . Den ganges med Lorentz-polarisationsfaktoren for en upolariseret stråle. Laue anvender ingen monokromatorfaktor og modellerer hverken foretrukken orientering, absorption eller ekstinktion. En linje samler refleksionerne med samme , ækvivalente ved symmetri eller sammenfaldende ved tilfældighed; dens multiplicitet er antallet af tilstedeværende refleksioner. Kα₂-dubletten tilføjes med et intensitetsforhold på 0,5.
Formlerne
I Laue
Diffraktogrammet under visningen genberegnes ved hver ændring. Den forstørrede visning indstiller strålingen (Kα₁ fra Cu-, Co-, Mo-, Cr- og Ag-anoder, fri bølgelængde eller neutroner), bølgelængden, Kα₂, global , bredden og 2θmax. Linjetabellen angiver for hver refleksion, der er nul, om den er udslukt af symmetrien (centrering, skrueakse, glidespejlplan) eller ophævet ved tilfældighed af atompositionerne (222 i diamant). Identiske punkter sætter uden aftagning: kun den geometriske faktor fra gitteret og positionerne er tilbage.

Profiltilpasning til en måling
Model
Laue tilpasser profildelen af en Rietveld-forfining. De integrerede intensiteter er dem fra dokumentets struktur: atompositionerne og forfines ikke. De frie parametre er skala, nulpunkt, prøveforskydning (Bragg–Brentano-geometri), baggrund, bredder, blanding, asymmetri og celle. Minimeringen er af Levenberg–Marquardt-typen, i to gennemløb, med vægtene (, hvis der ikke er angivet en standardafvigelse).
Formlerne
med , , nulpunktet og prøveforskydningen.
Asymmetri efter Bérar og Baldinozzi (1993), med , , :
Tjebysjov-baggrund over det målte interval, :
Overensstemmelsesfaktorer:
I Laue
Læste formater: .xy, .xye, .dat og CSV (2θ, I, σ), pulver-CIF (_pd_meas_*) og GSAS (STD, ESD). Man markerer de parametre, der skal frigives, og afgrænser 2θ-intervallet, hvorefter Forfin starter tilpasningen i baggrunden. Resultatet giver , , og cellen; Anvend cellen skriver den ind i dokumentet. Validering: en rigtig måling af NIST SRM 660 (LaB₆, Cu Kα₁ + Kα₂, GSAS-II-tutorials), tilpasset fra 40 til 125°; den certificerede celle genfindes inden for 3 × 10−4 Å.
Topsøgning og indicering
Teori
Indiceringen søger en positiv kvadratisk form , der gengiver de observerede med heltallige indekser. Systemer med én eller to parametre behandles via de tilladte former: summer af tre kvadrater uden for for det kubiske, summer af to kvadrater for det tetragonale, Löschian-tal for det hexagonale. Kvaliteten måles med (de Wolff, 1968).
Formlerne
I Laue
Toppene er maksima i den udglattede intensitet, mindst 6 σ over baggrunden. De første 20 indiceres i det kubiske, tetragonale, hexagonale og ortorhombiske system (ingen monoklin eller triklin søgning). Tolerancen er 0,03° på hver 2θ, udvidet med 0,15° under søgningen for at tillade en nulpunktsforskydning. Kanterne er begrænset til 20 Å og volumen til 2000 ų. Et mindre symmetrisk system udforskes kun, hvis de mere symmetriske ikke giver nogen celle med . Løsningerne ordnes efter , med dem, der indicerer alle linjer på nær højst én, øverst. For en valgt celle foreslås de familier af rumgrupper, der er forenelige med fraværene, fra de mest til de mindst restriktive.
Båndstrukturer og absorption
Brillouin-zone og stier
Brillouin-zonen er det reciprokke gitters Wigner-Seitz-celle, afgrænset af midtnormalplanerne for de korteste reciprokke vektorer. Laue følger Setyawan og Curtarolo (2010): for hver gittertype, og for dens varianter efter parametrenes forhold (BCT1 og 2, ORCF1 til 3, RHL1 og 2…), fastlægger de punkterne med høj symmetri, deres navne og den gængse sti. Linjerne bærer deres gængse navne (Δ, Λ, Σ, Z, Q, S…). For monokline og trikline gitre er stien forenklet: Γ og midtpunkterne af de tre korteste reciprokke vektorer.
De tre modeller
- Tomt gitter. : de plane bølger foldet tilbage i zonen.
- Empirisk pseudopotential af Cohen og Bergstresser (1966), for fjorten halvledere med diamant- eller zinkblendestruktur. De symmetriske og antisymmetriske formfaktorer tages ved . Basen af plane bølger, , vælges for hvert k, og diagonaliseringen foretages med LAPACK. Si: indirekte båndgab på 0,82 eV (1,12 eV målt), ledningsbåndets minimum ved 85 % af Γ–X. GaAs: direkte båndgab på 1,43 eV (1,42 eV).
- Virtuel krystal (Nordheim, 1931), for legeringer hvis forbindelser står i tabellen: formfaktorerne V_S og V_A er gennemsnittet af forbindelsernes, vægtet med produkterne af andelene på de to pladser (In₁₋ₓGaₓAs: (1 − x) InAs + x GaAs; for en kvaternær legering dens fire binære forbindelser), og spin-bane-koblingens μ ligeså. Cellen følger Vegards lov mellem gitterparametrene målt ved stuetemperatur (Madelung, 2004). Kontroller: skiftet fra Δ-dalen til L-dalen i Si₁₋ₓGeₓ omkring x = 0,93 (målt 0,85; Braunstein, Moore og Herman, 1958); fra Γ til X i GaAs₁₋ₓPₓ omkring x = 0,36 (målt 0,45); In₀.₅₃Ga₀.₄₇As, 0,91 eV mod 0,75 eV målt. Begrænsninger: uordenen ignoreres, deraf en for svag krumning af båndgabet (de »særlige kvasitilfældige« superceller fra Zunger et al., 1990, giver den); kun ét sæt fononer; AlAs mangler i tabellen, så AlₓGa₁₋ₓAs har kun Vegards lov og tight binding.
- Tight binding med Harrisons universelle parametre (1999). Hvert atom bærer sine s- og p-orbitaler, plus d-orbitaler for overgangsmetaller, ved Manns atomare termenergier. Hoppeintegralerne er mellem s og p, med og for d, fordelt efter Slater og Kosters tabel (1954). De nærmeste naboer tæller fuldt ud, derefter skallerne op til den dobbelte afstand, dæmpet med , hvor . Antallet af valenselektroner følger gruppen i det periodiske system. Fyldningen på et 16³-gitter skelner mellem metal, halvmetal (bånd under 0,1 eV fra hinanden) og isolator. Ingen overlapmatrix, ingen Madelung-forskydning, ingen spin: båndgabene i ioniske krystaller og oxider bliver for brede (NaCl: 9,0 eV mod 8,5; SrTiO₃: 5,3 eV mod 3,2).
Tilstandstæthed og optik
Tilstandstætheden beregnes på et 16³-gitter, reduceret af punktgruppen og tidsomvendingen, og udglattes med gaussfunktioner. Den imaginære del af den dielektriske funktion kommer fra impulsmatrixelementerne mellem valens- og ledningsbånd; i tight binding er det Peierls' elementer, . Den integreres med tetraedermetoden (Blöchl, Jepsen og Andersen, 1994), med en lokal forfining nær kanten. Gitteret forfines fra 12³ til 28³ indtil konvergens: ε₁(0) inden for 1 %, ε₂ inden for 3 % af sit maksimum, kanten inden for 0,03 eV. ε₁ følger ved Kramers–Kronig, derefter n, κ, α og R. Tauc-plottet tilpasser en ret linje til for et direkte båndgab og til for et indirekte, mellem kanten − 0,05 og kanten + 0,4 eV. Saksen løfter ledningsbåndene med en størrelse Δ, og matrixelementerne korrigeres, som Levine og Allan (1989) foreslår. Silicium: ε₁(0) = 11,2 (11,7 målt).
Formlerne
I gaussiske enheder, med faktoren 2 for spin:
Saksen (Levine og Allan):
Spin-bane-kobling
Elektronens spin kobler til dets baneimpulsmoment: i Γ spaltes toppen af valensbåndet, af p-karakter, i Γ₈ (j = 3/2, fire tilstande) og Γ₇ (j = 1/2, to tilstande), Δ₀ lavere, fra 0,044 eV i Si til 0,95 eV i CdTe; i L er opspaltningen Δ₁ omkring to tredjedele af Δ₀. Basen bliver spinorernes: hvert bånd rummer kun én elektron, og der er dobbelt så mange bånd. I pseudopotentialet har Weisz-leddet, i Chelikowsky og Cohens form (1976), en styrke μ tilpasset den målte Δ₀; det forudsiger Δ₁ uden yderligere justering (GaAs 0,21 eV mod 0,22 målt, InSb 0,50 mod 0,50). I tight binding får hvert atom λ L·S på sine p-orbitaler, med λ proportional med det frie atoms konstant ζ_np, hentet fra dets målte finstruktur (NIST-databasen); en enkelt faktor, 1,54, tilpasset tretten halvledere, giver Δ₀ inden for 15 %.
Formlerne
Fermiflade
For et metal i tight binding (ferminiveauet fastlagt ved at tælle elektronerne på 16³-gitteret) eller for frie elektroner (, hvor n er s- og p-valenselektronerne pr. volumen: 1 for Cu, Ag, Au og alkalimetallerne, 2 for Mg, Zn og jern, 3 for Al…) beregnes båndene på et kubisk gitter af 31³ punkter, der dækker zonen. Hver lille terning deles i seks tetraedre, hvor E interpoleres lineært: fladen E = E_F er dér en trekant eller en firkant (marching tetrahedra, uden tvetydige tilfælde). Hvert skæringspunkt forfines på selve båndet med to trin regula falsi; trekanterne beskæres ved zonens sideflader (Sutherland–Hodgman) og orienteres efter gradienten af E, mod de tomme tilstande. Den besatte del af hvert bånd tælles på et 20³-gitter i den primitive reciprokke celle, hvis volumen er nøjagtig zonens. Kontrol: kobberets frie kugle har radius k_F = 1,36 Å⁻¹ og arealet 4πk_F²; dens besatte bånd rummer én elektron, aluminiummets tre, kobberets i tight binding elleve, inden for 1 %; i tight binding rører kobberets flade de otte {111}-sideflader i punkterne L.
I Laue
Båndstruktur (fanen Egenskaber) placerer et lille diagram ved siden af visningen. Den forstørrede fremviser viser zonen i relief, båndene med båndgabet og dets art, tilstandstætheden og, for en halvleder eller en isolator, fanen Absorption (ε₁ og ε₂, n og κ, α, R, Tauc). Metoden kan vælges: pseudopotential, når krystallen findes i tabellen, tight binding for enhver krystal med atomer, tomt gitter altid. Kontakten Spin-bane-kobling tilføjer spin til de to første. Målt båndgab indstiller saksen på værdien fra Madelung (2004). Båndene, tilstandstætheden og spektret eksporteres som CSV, graferne som PNG eller PDF. De samme beregninger kan køres fra kommandolinjen (laue bands, laue optics), og deres output tjener som reference for Windows-porteringen.
Saksen flytter spektret som en helhed, ε₂(E) → ε₂(E − Δ), som Levine og Allans korrektion tilsiger: overgangene sorteres én gang uden saks, og hver stilling af skyderen forskyder dem blot og gentager Kramers-Kronig-integralet. I tight binding indgår alle tomme bånd (op til 16) i spektret, beregnet mindst til kanten + 6 eV (ellers 10 eV); forfiningen omkring kanten mindskes, når dens minima dækker mere end 5 % af zonen (flade bånd som calcits), og udelades over en fjerdedel. Beregningen viser det gitter, den er nået til, og kan stoppes.
Spektret er en tensor: hver overgang gemmer Re(q_a q_b*) som seks komponenter, der derefter midles over punktgruppens rotationer (J̄ = Σ_R R J Rᵀ / |G|, eksakt med tetraedrene); hovedakserne er dem for ε₁(0) − 1 ∝ Σ J/E³, og Polarisation projicerer på en af dem før saksen og Kramers–Kronig, uden ny beregning. Indeksene ved 589 nm fra Punktdipoler (Tessman, Kahn og Shockleys polariserbarheder, lokalfelt ved Ewald-summer) og fra Bånd, med korrektionen af båndgabet er sammenlignet med målinger på tretten krystaller: punktdipoler inden for 4 % for ioniske isolatorer med båndgab på 5 eV eller mere, båndene 2 til 7 % for lavt for halvlederne og omkring 20 % for lavt for rutil og SrTiO₃ (minimal basis, intet lokalfelt). Reglen, der følger heraf, markerer modellen Anbefalet: punktdipoler når alle ioner er tabelleret og gabet når 5 eV, ellers båndene; den vælger den nærmeste på alle tretten. Båndene giver fortegnet for nₑ − nₒ rigtigt i de fem enaksede krystaller, punktdipolerne i to. Intraatomare dipolled (Pedersen et al. 2001) er afprøvet: med Harrisons universelle parametre fjerner de alle krystaller fra målingen og forbliver slået fra. Fra kommandolinjen: laue indices.
Dispersion: hver målt kurve er den publicerede formel (Sellmeier og beslægtede former fra databasen refractiveindex.info, koefficienterne uændrede), som giver tabellens indeks igen inden for 0,002 ved 589,3 nm. V_d = (n_d − 1)/(n_F − n_C) ved linjerne 587,6, 486,1 og 656,3 nm. Punktdipoler giver kun ét indeks, så deres dispersion er en enkelt oscillator efter Wemple og DiDomenico, n² − 1 = E_d E₀/(E₀² − E²), gennem dette indeks ved det E₀, der er tilpasset båndenes kurve; den viste Sellmeier er det samme omskrevet (B = E_d/E₀, C = (hc/E₀)²). På tretten krystaller ligger V_d inden for 20 % for 11 af 14 stråler; CsCl, calcits ordinære stråle og ZnS rammer 30–41 % ved siden af. Oscillatoren tilpasset målingen og båndene viser, hvad båndene mangler: E₀ inden for 8 % for 11 af 16 stråler, men en styrke E_d, der er 37 til 61 % for svag i ionkrystallerne og titanoxiderne — det er den, der efterlader rutil og SrTiO₃ 20 % under målingen. Wemples empiriske regel E_d = β N_c Z_a N_e, afprøvet som en tredje model, retter rutils ordinære stråle, men skyder 18 % over for SrTiO₃ og vender dobbeltbrydningens fortegn i tre enaksede krystaller: den tilbydes ikke. På kommandolinjen: laue dispersion.


Fremviseren kan ændre størrelse, og hver af dens grafer kan forstørres: at trække en ramme med ⌥ forstørrer den (en flad ramme forstørrer kun én akse), at trække uden ⌥ eller rulle med to fingre flytter den forstørrede graf, musehjulet zoomer under markøren og knibning omkring midten, ⌥ med rulning eller knapperne + og − i hjørnet zoomer kun i højden, og et dobbeltklik eller knappen i hjørnet vender tilbage til hele grafen; på iPad flytter fingeren, og knibning zoomer. Tilstandstætheden følger båndenes energiakse.
Fononer: fjedermodel
Model
Laue beregner svingningerne i Born og von Kármáns harmoniske approksimation. Energien er en sum af led , invariante under translation: den akustiske sumregel er derfor opfyldt per konstruktion. Formen er Keatings (1966): en strækfjeder α på hver binding og en bøjefjeder β på hver vinkel mellem to bindinger fra samme atom.
- Keating, Martins parametre (1970), tilpasset de elastiske konstanter, for Si, Ge, GaP, GaAs, GaSb, AlAs, AlSb, InP, InAs og InSb (fire naboer). Si: 16,5 THz i Γ (15,5 målt); i X LA = LO 12,9 (12,3) og TO 14,5 (13,9). TA-grenene bliver for høje i X og L (7,7 THz mod 4,5), en kendt svaghed ved modellen.
- Universelle fjedre for enhver anden krystal, på den første naboskal (op til 1,2 gange den korteste afstand mellem to metalatomer): efter bindingens karakter. Kovalent: = 48,5 N/m, = 2,35 Å, = 4, β = 0,28 α. Metallisk: kalibreret på kobbers maksimum i X (7,25 THz), uden bøjefjeder; to kationer i en ionisk krystal er ikke bundet.
- Stive ioner (Kellermann, 1940), når en binding er ionisk (elektronegativiteter mindst 1,7 fra hinanden): formelle ladninger (anionen i sit sædvanlige oxidationstrin, kationerne i deres højeste, bragt tilbage til neutralitet), Coulomb-kræfter summeret med Ewalds metode og en Born–Mayer-frastødning mellem nærmeste naboer, radial og tangentiel; λ er fastlagt ved krystallens ligevægt under en ensartet udvidelse og ρ = 0,3036 Å kalibreret på TO i NaCl i Γ (4,92 THz). Leddet skærmes af ε∞ (målt for almindelige krystaller, ellers 2,5); i Γ følger dets grænseværdi den retning, stien ankommer fra. NaCl: LO 7,4 THz (7,9); CaF₂: TO 7,6 (7,7), LO 12,9 (14,0); CsCl: TO 2,9 (3,0). Kubisk SrTiO₃ er ustabil i R: rotationen af oktaedrene, der gør det tetragonalt under 105 K. De formelle ladninger overvurderer oxidernes højeste svingningstilstande.
- Polære halvledere fra Martin (GaAs, InP…): dipolleddet alene, med Borns effektive ladning og ε∞ (GaAs: 2,07 og 10,9; LO − TO = 0,56 THz mod 0,53).
- Lag (et atom, hvis bindinger alle ligger i ét plan): et led mod bøjning ud af planet, C = 0,586 α, og fjedre på 0,911 N/m til de nærmeste atomer i nabolagene, kalibreret på grafit (B2g ud af planet, 26,1 THz; forskydning E2g, 1,26 THz).
Formlerne
Keating, med Martins konvention (, ), og den dynamiske matrix:
I Laue
Fremviserens fane Fononer tegner de 3N grene langs Setyawan og Curtarolos sti og svingningernes tilstandstæthed (16³-gitter reduceret ved symmetri, tre svingningstilstande pr. atom), i THz, cm⁻¹ eller meV. For de universelle fjedre og de stive ioner ganger en skyder alle stivhederne med kort rækkevidde. En ustabil svingningstilstand tegnes under nul. laue phonons giver også ladningerne, ε∞, λ og LO-grænseværdien i Γ langs [100]. Grene og tilstandstæthed eksporteres som CSV; laue phonons giver frekvenserne i zonens punkter.
Lys: infrarød, Raman og brydningsindekser
Aktiviteter i Γ
Svingningstilstandene i Γ er egenvektorerne for den dynamiske matrix ved q = 0 (uden det ikke-analytiske led: TO-frekvenserne). Tilstande, der er degenererede inden for 10⁻⁶, danner underrum W. Deres aktivitet følger af karaktererne, uden gruppetabel: rumgruppens operationer virker på forskydningerne gennem Γ(g) (kartesisk rotation og permutation af atomerne i den primitive celle), og man tæller multipliciteten af vektorrepræsentationen (dipol: infrarød) og af dens symmetriske kvadrat (polariserbarhed: Raman). Validering: Si F2g kun Raman, NaCl F1u kun infrarød, CaF₂ én tilstand af hver, GaAs F2 begge, korund 7 Raman- og 6 infrarøde tilstande (Porto og Krishnan, 1967), gensidig udelukkelse i alle centrosymmetriske krystaller.
Infrarød
En svingningstilstands oscillatorstyrke følger af dens effektive ladning , med Borns ladninger: formelle for de stive ioner, tabellagte for Martins halvledere. Reflektiviteten beregnes ved vinkelret indfald, med en dæmpning γ = 0,02 ω_TO. NaCl: ε(0) = 5,3 (5,9 målt), Reststrahlen-bånd fra 164 til 246 cm⁻¹ (164 til 264). Korund: ε(0) = 9,8 vinkelret på c og 11,3 parallelt (9,4 og 11,6 målt).
Formlerne
Brydningsindekser i det synlige: punktdipoler
Hver ion bærer en elektronisk polariserbarhed α (Tessman, Kahn og Shockley, 1953; Pauling, 1927; den for O²⁻, 1,30 ų, er kalibreret på calcits ordinære brydningsindeks). Feltet, der virker på en ion, er det makroskopiske felt plus feltet fra alle de andre dipoler, summeret med Ewalds metode uden dets led q = 0 (som indeholder Lorentz-feltet); man løser og får . NaCl: 1,542 (1,544); CaF₂: 1,404 (1,434); calcit: nₒ 1,658, nₑ 1,54 (1,486), to tredjedele af den negative dobbeltbrydning genfundet; korund 1,72 (1,76); kvarts 1,51 (1,55). Modellen svigter for titanaterne (1,7 i stedet for 2,4 til 2,9): deres bindinger er for kovalente til punktdipoler. Den optiske klasse følger af krystalsystemet.
Farvecentre
Et farvecenter ændrer ikke den symmetri, Laue regner med: det tilføjer kun absorptionsbånd, gaussiske i energien. Cr³⁺ (d³) på en oktaedrisk position følger Tanabe-Sugano-diagrammet, med Dq og B målt for rubin (1810 og 650 cm⁻¹) og smaragd (1610 og 780 cm⁻¹), andre steder Dq ∝ R⁻⁵ ud fra rubin; bredder 0,33 eV (⁴T₂) og 0,60 eV (⁴T₁). Rubin: 2,24 og 3,07 eV (målt 2,23 og 3,05). F-center: Mollwo og Iveys lov, hvor d er afstanden til den nærmeste kation; NaCl 2,61 eV (2,65), KCl 2,15 (2,3), bredde 0,18 E. Tabellerede bånd (Burns, 1993; Nassau, 2001): Fe²⁺–Ti⁴⁺ i safir, Fe²⁺ i akvamarin, NV⁻ i diamant, Fe³⁺. Kvartsens varieteter (Rossman, 1994): ametyst, center [FeO₄]⁰ ved 545 og 357 nm; røgkvarts, center [AlO₄]⁰ omkring 450 og 620 nm med en absorption, der stiger mod ultraviolet; citrin, ladningsoverførsel O → Fe³⁺ omkring 375 nm, hvis hale tager det blå; rosenkvarts, et bredt bånd omkring 500 nm. Hvert bånd bærer sin bølgelængde i menuen, ved siden af niveauerne i båndene og som markering på absorptionskurven. Farven: transmission , CIE 1931-farvetilpasningsfunktionerne i Wyman, Sloan og Shirleys analytiske tilnærmelse (2013), et sort legeme ved 6504 K for D65, sRGB afbalanceret på hvidt.
Formlerne
De øvrige overgangsmetalioner følger de samme diagrammer på lukket form, med Dq og B tilpasset målte bånd: dem for den hydratiserede ion [M(H₂O)₆]ⁿ⁺ (Lever, 1984), når intet bedre findes, dem i korund, hvor de er målt (McClure, 1962). d¹ og d⁶ (Ti³⁺, Fe²⁺) og d⁹ (Cu²⁺) har kun ét spin-tilladt bånd, ved 10 Dq, som Jahn-Teller-effekten spalter i to: Ti³⁺ i korund, 18 450 og 20 300 cm⁻¹ (542 og 493 nm). Grundtilstanden for d² (V³⁺) er ³T₁(F), blandet med ³T₁(P): i korund (Dq 1870, B 620 cm⁻¹) 17 400 og 25 400 cm⁻¹, mod målt 17 400 og 25 200. På en position med fire naboer er feltet 4/9 af oktaederets, og ionen med n elektroner følger oktaederdiagrammet for 10 − n: Co²⁺ (d⁷) i et tetraeder opfører sig som d³, og dens ν₃ omkring 17 200 cm⁻¹ (582 nm) giver koboltblåt. Flyttet tilbage i et oktaeder (Dq × 9/4) forudsiger det samme sæt parametre båndene for [Co(H₂O)₆]²⁺: 8000 og 19 000 cm⁻¹, mod målt 8100 og 19 400. d⁵-ionerne (Mn²⁺, Fe³⁺) har intet spin-tilladt bånd; de er ikke blandt ionerne.
Dikroisme. I en enakset krystal afhænger absorptionen af polarisationen. For rubin bruger Laue de bånd, Cronemeyer (1966) har målt: E ⊥ c ved 558 og 412 nm, E ∥ c ved 543 og 398 nm, med deres absorptionstværsnit (22,8 og 22,5 × 10⁻²⁰ cm² mod 7,2 og 38,1). For blå safir flytter Fe²⁺–Ti⁴⁺-båndet fra 580 nm (E ⊥ c) til 700 nm (E ∥ c), omkring 250 nm bredt (Dubinsky et al., 2020); kilden angiver ikke tværsnittet for E ∥ c, som antages at være det samme. Den indstillede optiske tæthed er fortsat den for upolariseret lys, gennemsnittet af de to: rubin bliver purpurrød for E ⊥ c og orangerød for E ∥ c, safir violetblå og blågrøn, som i dikroskopet.
Koncentration. Med et absorptionstværsnit σ målt i toppen for E ⊥ c (korund: Cr³⁺ 1,62 × 10⁻¹⁹ cm² ved 560 nm, V³⁺ 1,0 × 10⁻¹⁹ cm² ved 580 nm, Fe²⁺–Ti⁴⁺ 1,94 × 10⁻¹⁸ cm² ved 580 nm; Dubinsky et al., 2020) giver den optiske tæthed over referencetykkelsen d = 5 mm tætheden n af centre, regnet i forhold til antallet af atomer pr. cm³ i krystallen. En rubin med optisk tæthed 2 indeholder således omkring 800 ppma krom. For Fe²⁺–Ti⁴⁺ er σ parrenes tværsnit pr. jernatom, ved omkring 4700 ppma jern: det aftager, når jernet bliver sjældnere, og koncentrationen er kun en størrelsesorden.
Formlerne
I Laue
Fremviserens fane Infrarød og Raman viser tabellen over svingningstilstande, reflektiviteten (E ⊥ c og E ‖ c for en enakset krystal), den optiske klasse, brydningsindekserne, ε∞ og ε(0). Fra kommandolinjen: laue infrared. Begrænsninger: calcit forbliver ustabil ved zonegrænsen, og beryl holder ikke sammen med disse stive ioner; aktiviteten af deres svingningstilstande i Γ forbliver korrekt.
Dokumentets farvecentre ses også i båndenes fremviser. Deres niveauer, flade fordi et center er lokaliseret, tegnes i båndgabet med én pil pr. overgang, og deres toppe lægges forstørret til tilstandstætheden: et centers virkelige vægt er dets koncentration, nogle få milliontedele. Afstanden mellem niveauerne er overgangenes energi; deres placering i båndgabet er en konvention, ikke en beregning. 2p-niveauet i et F-center ligger 0,15 eV under ledningsbåndene (den termiske dybde, som Mott og Gurney angiver for KCl), 1s ligger under det; for Cr³⁺ og de tabellerede bånd ligger grundniveauet, hvor skyderen sætter det, som standard midt i båndgabet. Tilstandene i Cr³⁺ (⁴A₂, ⁴T₂, ⁴T₁) er termer med flere elektroner, tegnet som niveauer. For Cr³⁺ tegnes også niveauet ²E, ved den målte energi af R₁-linjen (694,3 nm i rubin, 683,0 nm i smaragd, ellers rubinens): pumpningen til ⁴T₂ og ⁴T₁ falder uden lys tilbage til ²E (bølget pil), en metastabil tilstand på omkring 3 ms, hvor ionerne hober sig op, og hvorfra R-linjen til ⁴A₂ udgår (rød pil), den fra Maimans rubinlaser (1960). Overgangen ⁴A₂ → ²E ændrer spinnet: tusind gange svagere end ⁴T-båndene indgår den ikke i absorptionen. I fanen Absorption lægges deres bånd til under kanten: med d = 5 mm, tykkelsen af en slebet sten, derefter og ε₂ øget med 2nκ; ε₁ korrigeres ikke, da centrenes andel af ε₂ er af størrelsesordenen 10⁻⁵. Skalaen for α går da ned til 0,1 cm⁻¹.
Zeeman-effekt i rubinens R-linjer, felt B langs c. Grundtilstanden ⁴A₂ (S = 3/2) spaltes i , g∥ = 1,9817 og 2D = −11,493 GHz, med dubletten ±3/2 lavest (Sewani et al., 2020); niveauerne Ē (linjen R₁) og 2Ā (R₂, 29 cm⁻¹ højere) spaltes hver i to, ±½ g μ_B B, med |g∥(Ē)| = 2,44 og g∥(2Ā) = 1,46 (Gen et al., 2020). De tilladte komponenter og deres relative intensiteter følger Sugano og Tanabe (1958), i tabellen hos Gen et al.; σ-linjerne er omkring syv gange mere intense end π-linjerne, efter deres eksperimentelle skøn. Forskydningerne er i cm⁻¹ fra hver linje, μ_B = 0,4669 cm⁻¹/T; i nulfelt er hver linje allerede dobbelt, med 0,38 cm⁻¹ imellem (2D).
Temperatur: gitterets termodynamik
Harmonisk approksimation: svingningstilstandene fra afsnittet Fononer (samme fjedre, stivhed 1) på et net af q-punkter over hele Brillouin-zonen, centreret i Γ for at bevare krystallens symmetri (12³ q op til 4 primitive atomer, 8³ op til 16, 6³ derover), med Γ selv udeladt: dér har de akustiske svingningstilstande ingen frekvens, og de optiske svingningstilstande i en ionisk krystal afhænger af den retning, man kommer fra. Hver svingningstilstand er en kvanteoscillator. Pr. atom: , , , x = hν/k_BT, summer vægtet med 1/N_q og divideret med antallet af atomer. Ustabile svingningstilstande (imaginær frekvens) udelades og tælles.
Debye-temperatur: ved T den, hvis Debye-model giver samme C_v, , inverteret ved bisektion; ved høj temperatur (andet moment). Forskydninger: , med egenvektorerne for den massevægtede dynamiske matrix. Af hensyn til præcisionen ved lave frekvenser skrives coth y = 1/y + (coth y − 1/y): det første led, der går som T/ω², summeres eksakt, det andet, som er regulært, i frekvensintervaller (600). B = 8π²U_iso, middelværdi over et grundstofs atomer; et grundstof, der ikke indgår i fononerne (det andet på en legeringsposition), får de øvrige grundstoffers middelværdi. Lindemann-forhold: for det mest bevægelige atom divideret med den korteste interatomare afstand.
Kontroller: C_D → 3k_B og T³-loven, ; S = −∂F/∂T og U = F + TS; B ∝ T over θ; isotrop tensor i en kubisk krystal; ingen ustabile svingningstilstande i NaCl. Kobber: θ_D = 321 K ved 30 K og 318 K ved høj temperatur (343 K målt), B(300 K) = 0,48 Ų (0,55, Flinn et al., 1960); NaCl: θ_D = 274 K (321); CaF₂: B = 0,44 og 0,76 Ų for Ca og F (0,47 og 0,68); silicium: 620 K ved 30 K (645), Keatings transversale svingningstilstande er for stive; diamant: 1910 til 1970 K (2230). Nettet foldes ind i (−½, ½]: Coulomb-summen for en ionisk krystal er kun periodisk op til sin afskæring, og et q skrevet langt fra Γ ville komme ustabilt ud.
Termisk bevægelse (3D-visning): , alle grene i 64 q-vektorer udtrukket fra 8³-nettet (færre for en stor visning: højst 300 000 atomer × svingningstilstande pr. billede, hvor hvert q så tæller tilsvarende mere), tilfældige faser φ_k, : i tidsmiddel er ⟨u_α u_β⟩ termodynamikkens (kontrolleret til 1 % på Cu og NaCl med hele nettet). Sænket tid: krystallens højeste frekvens ved 1,2 Hz. Hvert atom i visningen henføres til et atom i den primitive celle og en translation R.
Elastiske konstanter: ved store bølgelængder (q = 0,002 × 2π/a) giver de tre akustiske svingningstilstande langs n ρv² og massemidtpunktets forskydningsretning, og dermed Christoffel-matricen Γ_ik(n) = C_ijkl n_j n_l; de 21 C_IJ (Voigt-notation, kartesiske akser) tilpasses ved mindste kvadraters metode over 40 retninger på en spiral. Det er de relakserede konstanter: atomerne i en celle følger bølgen. Kompressionsmodul: Hill-middelværdien af Voigt- og Reuss-grænserne. Udvidelse: den kvasiharmoniske Grüneisen-relation, , og cellen , hvor U er vibrationsenergien pr. atom; samme udvidelse langs alle akser. γ angives (2 som standard). Kontroller: silicium C₁₁ = 165,6, C₁₂ = 63,9, C₄₄ = 79,2 GPa (165,7, 63,9 og 79,6 målt, som Martin tilpassede sine fjedre til); NaCl B = 25,8 GPa (25); kobber, centrale fjedre: Cauchy-relationen C₁₂ = C₄₄, B = 101 GPa (137).
Magnetisme: Weiss' middelfelt
Heisenberg-hamiltonoperator, hvert par talt én gang, J > 0 ferromagnetisk, plus Zeeman-leddet; koblinger i meV efter skaller af magnetiske naboer (afstande skelnet på 1 mÅ nær, op til ti skaller). Ordenen er kollineær: en position op eller ned, ganget med cos 2π k·r for atomet i r, med k i halve vektorer i det reciprokke gitter (0, ½, 1 pr. akse). ½ fordobler den magnetiske celle langs aksen; 1 vender de centrerede atomer i en centreret celle om, eller atomet i midten af MnF₂. En orden, hvor et atom falder på cos 2π k·r = 0, er ikke kollineær og accepteres ikke. Standardspin: 3d-ion med højt spin, kationernes ladning fastlagt af anionernes, banemomentet udslukt; metallerne Fe, Co, Ni: S = μ/2 med μ målt ved 0 K (2,22, 1,72 og 0,606 μ_B).
Middelfelt: hvert ⟨S_i⟩ løses selvkonsistent (Brillouin-funktion, dæmpet iteration) på atomerne i den magnetiske celle, med J_ij summeret over de periodiske billeder. Ordenstemperaturen for den valgte orden kommer fra det lineariserede problem, én amplitude pr. position med ordenens fortegn (symmetriseret matrix, største egenværdi med amplituder af samme fortegn). Den største egenværdi over alle cellens ordener afgør, om en anden ville opstå først. χ∥ og χ⊥ fås med et lille felt langs momenterne og på tværs af dem; for pulver (χ∥ + 2χ⊥)/3, i cm³ pr. mol magnetiske atomer. For en ordnet ferromagnet er χ⊥ ikke defineret uden anisotropi: feltet drejer kun magnetiseringen. C(T) er den afledte af udvekslingsenergien. Validering: T_C = S(S+1) z J / 3k_B og θ = T_C (rumcentreret kubisk ferromagnet), T_N = −θ og χ⊥ konstant under T_N (CsCl-antiferromagnet), springet i C lig med 5S(S+1)/(S² + (S+1)²) k_B, og T_N for MnO, der kun afhænger af J₂.
Formlerne
Eksempler, publicerede koblinger omregnet til denne konvention: MnO, J₁ = −0,77 og J₂ = −0,89 meV (Kohgi et al., 1972, neutroner), T_N 181 K i middelfelt mod 117 K målt; NiO, J₁ = +1,37 og J₂ = −19,0 meV (Hutchings og Samuelsen, 1972), 882 K mod 523 K; MnF₂, J₁ = +0,068, J₂ = −0,302 og J₃ = +0,004 meV (Morano et al., 2024), 87 K mod 67 K. For MnO og MnF₂ er værdierne dem fra samlingen af Alaei et al. (2025), divideret med S². α-jern: de ti skaller beregnet af Pajda et al. (2001), J = 2 J_P / S(S+1), giver deres T_C i middelfelt igen, 1415 K, mod 1044 K målt. Pajdas tiende skal (8 naboer) deler afstand med 24 andre, som Laue samler: dens J vægtes der med 8/32.
Monte-Carlo: klassiske spin med længden √(S(S+1)), så deres middelfelt har samme T_C som kvantemodellens; en prøve på L³ magnetiske celler med periodiske rande (L mindst 2 × koblingernes rækkevidde + 1; for den termiske bevægelse direkte følger L visningen: lige så mange magnetiske celler som viste celler; når visningen er fyldt, tre krystalceller, eller omkring 6000 spin med modulet Faseovergange; for kurverne omkring 1500 til 2000 spin), hvert spin med sine reelle naboer og deres J. Metropolis-algoritmen: en forsøgsrotation, hvis amplitude justeres, så omkring halvdelen af forsøgene accepteres, accepteret med sandsynligheden min(1, e^{−ΔE/k_BT}). Kurverne starter i den valgte orden ved 5 % af T og opvarmes, hver temperatur med udgangspunkt i den foregående (300 gennemløb til ligevægt, 700 til måling); ved afkøling ville MnO vælge et af sine fire domæner tilfældigt. Målinger: energi, orden |Σ σ_i Ŝ_i|/N, varmekapacitet N(⟨E²⟩ − ⟨E⟩²)/(k_BT)², ordenens susceptibilitet N(⟨m²⟩ − ⟨m⟩²)/k_BT. T_C tages ved toppen af denne susceptibilitet: Heisenberg-modellens varmekapacitet har kun en svag top (negativ eksponent α), som drukner i støjen fra nogle få tusinde spin. Validering: rumcentreret kubisk ferromagnet, T_C = 0,77 af middelfeltets (k_BT_C = 2,054 J S(S+1), publiceret klassisk værdi), inden for 6 % på 8³ celler. Ved lave temperaturer går C mod k_B pr. spin, som for ethvert klassisk spin: kvanteeffekterne (C → 0) er ikke med.
Magnetisk gruppe: for dokumentets kollineære orden beholder Laue rumgruppens operationer (W, w), inklusive den magnetiske celles translationer, som fører hvert magnetisk atom over i et atom, hvis moment er θ det(W) W m, θ = +1 (unitær operation) eller −1 (med 1′); momentet er en aksial vektor. Type I uden 1′, III med 1′ men uden vendende translation, IV med en antitranslation {1′|t}. Gruppen bringes på en konventionel basis taget fra dens egne akser (gitteret af dens unitære translationer, akserne for dens rotationer), og sammenlignes derefter eksakt, på nær et akseskift og et origo (raster på 1/8, 1/24 i hexagonale akser), med tabellernes grupper af samme type og med samme antal operationer af hver slags, med og uden 1′. Tabellerne er ISO-MAG's (Stokes, Hatch og Campbell, version 1.4, 2022, efter Litvin); hver af de 1421 ikke-grå grupper, givet i sin egen opstilling, genfindes. Tilladte momenter på en position: det faste underrum for θ det(W) W i dens stedsymmetrigruppe, de operationer, der holder atomet på plads på nær en unitær translation.
Magnetisk neutrondiffraktion (Halpern og Johnson, 1939): linjer indiceret i den magnetiske celle, , p = 2,695 fm pr. μ_B, μ_j = gS, f_j ionens formfaktor ⟨j₀⟩ (Brown), og kun komposanten vinkelret på Q spreder: |F_M⊥|² = |F_M|² (1 − (Q̂·m̂)²). Kerner og momenter lægges sammen i intensitet for upolariserede neutroner; Lorentz-faktor 1/(sin²θ cos θ). MnO: den stærkeste linje er (½ ½ ½), rent magnetisk; MnF₂: (1 0 0), forbudt for kernerne, er magnetisk, og (0 0 1), langs momenterne, mangler.
Spinbølger (Holstein og Primakoff, 1940), til første orden i 1/S: på den primitive magnetiske celle (atomer, som en ordensbevarende translation fører over i hinanden, tælles kun én gang: rumcentreret kubisk jern har 1, de 32 atomer i MnO i den fordoblede kubiske celle har 2), den bosoniske matrix , A for de parallelle par, B for de antiparallelle, , , over bindingerne. Energierne er de positive egenværdier af ηM, η = diag(1, −1), fundet med Colpas metode (1978): M = K†K (Cholesky), derefter den hermitiske matrix KηK†. Kontroller: rumcentreret kubisk ferromagnet, ħω = S(J(0) − J(k)), nul i Γ (Goldstone-mode); CsCl-antiferromagnet, ħω = S z|J| √(1 − γ²), dobbelt udartet; med anisotropien D gabet . Med eksemplernes koblinger når magnonerne i MnF₂ op til 6–7 meV, jernets op til 257 meV. Grenene tegnes i krystallens zone: en antiferromagnets grene fremstår her foldet tilbage på dens magnetiske zone.
Anisotropi og magnetisering i felt. Enkeltion-anisotropileddet −D Σ (S_i·m̂)², hvor m̂ er momenternes akse, lægger 2D⟨S_z⟩ til hvert atoms lokale felt og 2D til diagonalen i det lineariserede problem for ordenstemperaturen. I et felt B løses to tilstande for hver værdi: momenterne holdt langs deres akse, og omklappede (de antiparallelle par drejet vinkelret på feltet og vippet mod det). Laue beholder den med den laveste fri energi i middelfelt, pr. atom, med dobbelttællingerne korrigeret; fulgte man den samme tilstand fra felt til felt, ville den forblive metastabil ud over overgangen. Kontrol: MnF₂ med D = 0,02 meV, = 9,46 T, , ; det beregnede spring ligger inden for 0,15 T heraf, og mætningen ved . Måling: 9,27 T ved 4,2 K (Felcher og Kleb, 1996).
Tilladte egenskaber. Operationernes lineære dele W danner sammen med θ = ±1 den magnetiske punktgruppe. Det tilladte nettomoment er det faste underrum for θ det(W) W; den magnetoelektriske tensor (M = αE, E en polær vektor, lige under tidsomvending, M aksial og ulige) transformerer som α → θ det(W) W α Wᵀ, og dens tilladte komponenter er det faste underrum i disse ni dimensioner, skrevet med parametre a, b, c… i kartesiske akser (x ∥ a, z ∥ c). Kontroller: Cr₂O₃ (−3′m′) α = diag(a, a, b) og nettomoment forbudt; MnF₂, MnO og NiO, som bevarer selve inversionen, uden magnetoelektrisk effekt; α-jern, nettomoment langs dets momenter. Cr₂O₃: struktur og orden efter Brown, Forsyth og Tasset (2002), T_N = 307 K; de publicerede koblinger afviger med en faktor 2 afhængigt af konventionen og angives ikke.
Faseovergange (modul)
Maksimale undergrupper: t-undergrupperne kommer fra faktorgruppen G/T, punktgruppens maksimale undergrupper med de translationer, der lukker gruppen; k-undergrupperne af indeks 2 til 4 kommer fra de invariante undergitre med samme indeks (Hermite-normalformer), med hvert valg af translationer. Hver undergruppe identificeres mod Tables' grupper, op til et akseskifte og et origo; derefter ordnes undergrupperne efter konjugeringsklasse under G, med antallet af konjugerede og domænerne: orienteringer (punktgruppens indeks) × translationer (gitterets indeks). Validering: listerne over maksimale undergrupper i International Tables, bind A1, for Pm-3m, Fm-3m, Im-3m, P4/mmm, P6/mmm og Fd-3m. Nedstigningen skriver forældregruppen, dens celle, dens positioner, transformationen P og origo p i dokumentet (feltet parents), som tjener som reference for forvrængningen; referencen følger hele kæden fra den højeste forælder.
Symmetrimoder: G virker på en stor celle m × m × m, invariant under G, som indeholder H's celle; en tilfældig operator, der kommuterer med virkningen, Σ ρ(g) M ρ(g)ᵀ, har de irreducible underrum som egenrum, samlet i typer efter deres karakterer. Bølgevektoren aflæses på translationerne, navngivet efter zonens punkter (Γ, X, M, R, L, W, H, N, P), og repræsentationen får sit Mulliken-navn i Γ. En repræsentations dimension følger af karakterformlen. Ordensparameter: den type, hvis isotropiundergruppe er H; kubiske og kvartiske invarianter fra de symmetriske potenser, Lifshitz' betingelse fra det antisymmetriske kvadrat. Blød mode: den højeste forælders fononer i supercellen, i zonecentret, hvor Γ og randpunkterne foldes ind, hver egenmode projiceret på typerne. Landau–Devonshire: koefficienter fra Bell og Cross (1984) for BaTiO₃ (overgange beregnet ved 392, 283 og 202 K, P = 0,265 C/m²) og fra Haun et al. (1987, temperaturer i °C) for PbTiO₃ (766 K, 0,757 C/m²).
Orden–uorden: undergitrene er de positioner i H, der stammer fra en position i forælderen, som deles af to grundstoffer, z_st antallet af første naboer til s i t. Bragg og Williams' middelfelt: μ ved bisektion for at fastholde sammensætningen, dæmpet iteration fra orden og fra uorden, den laveste frie energi beholdes; V indstilles, så middelfeltet ordner sig ved den givne temperatur (β-messing: V/k = T_c/2). Kawasaki-Monte-Carlo ved fast sammensætning på L³ celler af H (L = 8 for to undergitre, 6 derover), fra høje til lave temperaturer, hver startende fra den foregående, 200 ækvilibreringsgennemløb og 3000 målegennemløb; to uafhængige kæder (otte i høj opløsning, med dobbelt så mange temperaturer) samler deres momenter. Målinger: η, C/k pr. position, susceptibilitet N(⟨η²⟩ − ⟨η⟩²)V/kT, Binder-kumulant. Kontroller: β-messing kontinuert, Monte-Carlos orden ved omkring 0,79 T_c(BW), Ising-forholdet for rumcentreret kubisk; Cu₃Au af første orden i middelfelt.
Indlejringsspænding: gittergas på den mobile ions position, energier V₁ og V₂ på de to korteste afstande mellem kopier af positionen, storkanonisk Monte-Carlo (fast μ) på 12 × 12 × 1 celler, 150 ækvilibreringsgennemløb og 1500 målegennemløb pr. værdi af μ; målinger x, dx/dμ = N(⟨x²⟩ − ⟨x⟩²)/kT og ordenen i rækker i de tre M-punkter; spænding V = V₀ − (μ − μ½)/e. Standardværdier for LiₓCoO₂ (V₁ = 120 meV, V₂ = 24 meV): ordenen i rækker ved x = ½ smelter mellem 300 og 340 K (målt omkring 330 K, Reimers og Dahn, 1992), trin på 0,1 V ved 300 K. Modellen ordner sig også ved ¼ og ¾ (2 × 2), hvilket LiₓCoO₂ ikke viser, og indeholder ikke tofaseplateauet mellem x = 0,75 og 0,93 (Van der Ven et al., 1998).
Referenceværdier online
Tjenester
- Wikidata, via SPARQL: formlen med sænkede cifre (P274), den normaliserede tæthed (P2054, omregnet til g/cm³) og brydningsindekset (P1109), med navnet på hver post (calcit, aragonit…).
- refractiveindex.info (CC0): kataloget (gemt i cache i en uge), bogen på hylden »main«, der bærer formlen, højst fire sider, evalueret ved 589,3 nm med Sellmeier-formlerne 1 og 2 eller ved interpolation i en tabel; »(o)« og »(e)« giver nₒ og nₑ.
- AFLOW, via AFLUX: samme grundstoffer, samme antal grundstoffer og samme relakserede rumgruppe; båndgab og tæthed fra DFT (PBE), højst fire poster.
- Materials Project (brugerens nøgle, opbevaret i nøgleringen): resuméet filtreret efter formel og rumgruppe, de to mest stabile poster; band_gap, density, e_electronic (ε∞), e_total (ε(0)), n.
OPTIMADE-tjenesterne (COD, OQMD, JARVIS, Alexandria…) forespørges ikke: de giver ingen fysisk egenskab og ofte ingen rumgruppe, og de ville blande polymorfer. Hver tjeneste fejler for sig uden at standse de andre; forespørgsler sendes kun efter anmodning.
Tutoren
I Laue
Øvelserne er dokumenter med trin. Motoren kontrollerer symmetrien, ikke et lagret svar: Wyckoff-position (enhver ækvivalent position godtages), multiplicitet, stedsymmetri, antal atomer, gruppe, orden, fliseforhold, densitet. Hylden Øvelser (Tutor) har en vælger for målgruppe; på Videnskab-siden er øvelserne ordnet efter emne: gitre og densiteter, rumgrupper og klasser (kvarts, rutil, zinkblende, grafit), Wyckoff-positioner, opbygning af strukturer (CsCl, fluorit, perovskit, zinkblende, rutil), diffraktion og udslukninger, pulverdiffraktogrammer (indicering, d, 2θ, linjemultipliciteter), båndstrukturer (silicium, galliumarsenid, kobber), plangrupper, friser og kvasikrystaller. De nye spørgsmål handler om krystalklassen, Laue-klassen, Z, densiteten, dhkl, 2θ (Cu Kα₁), en linjes multiplicitet, indiceringen af de første linjer, en positions koordinationstal, antallet af valenselektroner, båndgabet, dets placering i Brillouin-zonen og bølgelængden ved absorptionskanten. Øvelsernes skema er offentliggjort: du kan skrive dine egne.
Eksport
I Laue
Figurerne (3D-visninger, stereogrammer, Tables-projektioner, diffraktion, pulverdiffraktogrammer) eksporteres som vektor-PDF, klar til en artikel. Data eksporteres som CSV (refleksioner, linjer) og som .xy (beregnet profil). Tryk eller stof… eksporterer et plant mønster i en fysisk størrelse, med sømløs rapport. Stregerne har en tykkelse og en stil (fuldt optrukket, stiplet, prikket, pulver: korn, som en generator med fast seed strør langs stregen, ens ved hver åbning). SVG'en kan have ét lag pr. farve, og DXF R12-filen er i millimeter med ét lag pr. farve. Paletten eksporteres som ASE, GPL og Procreate. En mandala udskrives i sin diameter i centimeter.
3D-print
Model
Det printede objekt er visningens model, uden margen, for et valgt antal celler langs a, b og c. Laue fjerner stumperne (halvbindingerne til atomer uden for objektet) og, medmindre andet er valgt, de atomer, som ingen binding holder. Hvert atom bliver en lukket UV-kugle (24 meridianer, 12 skiver). Hver binding bliver to lukkede halvcylindre, hver i sit atoms farve, som mødes på midten. Alle flader vender udad.
Legemerne overlapper, og Laue beregner ikke deres booleske forening: printprogrammerne slår selv voluminerne i samme del sammen. Skaleringen bringer den længste side, radier medregnet, op på den ønskede størrelse. Et atoms radius er som i visningen, med et minimum på 1,5 gange en bindings radius. Objektet centreres og placeres på pladen ().
Laue genererer ikke støtter: printprogrammerne beregner dem bedre (træ- eller organiske støtter, grænseflader, opløseligt materiale), afhængigt af printeren. Det viste antal dele er antallet af sammenhængskomponenter i grafen af atomer og bindinger.
I Laue
STL er binær: 50 byte pr. trekant, i millimeter, uden farve. 3MF (Core-specifikationen fra 3MF Consortium) er et OPC-arkiv, der indeholder 3D/3dmodel.model, i unit="millimeter". Der er ét objekt pr. grundstof, knyttet til et basismateriale, der bærer grundstoffets farve, og et overordnet objekt bygget af komponenter: printprogrammerne åbner det som ét objekt med flere dele. Testene kontrollerer, at hvert net er lukket (hver kant gennemløbes én gang i hver retning), at det orienterede volumen er positivt, samt størrelsen, placeringen og fraværet af stumper.

Gemte visninger og præsentation
I Laue
Gem visning gemmer orienteringen, zoomniveauet og visningen i dokumentet. Præsentér viser dem efter hinanden, til et seminar eller en forelæsning.
Referencer
- International Tables for Crystallography, vol. A, Space-group symmetry, 6th ed., M. I. Aroyo (ed.), IUCr/Wiley, 2016.
- S. R. Hall, »Space-group notation with an explicit origin«, Acta Cryst. A37, 517 (1981).
- C. Giacovazzo (ed.), Fundamentals of Crystallography, 3rd ed., Oxford University Press, 2011.
- D. Waasmaier, A. Kirfel, »New analytical scattering-factor functions for free atoms and ions«, Acta Cryst. A51, 416 (1995).
- B. Cordero et al., »Covalent radii revisited«, Dalton Trans., 2832 (2008).
- W. Friedrich, P. Knipping, M. Laue, »Interferenz-Erscheinungen bei Röntgenstrahlen«, Sitzungsber. Bayer. Akad. Wiss., 303 (1912).
- J. L. Amorós, M. J. Buerger, M. C. Amorós, The Laue Method, Academic Press, 1975.
- W. R. Busing, H. A. Levy, »Angle calculations for 3- and 4-circle X-ray and neutron diffractometers«, Acta Cryst. 22, 457 (1967).
- 3MF Consortium, 3MF Core Specification, version 1.3, 2022.
- V. K. Pecharsky, P. Y. Zavalij, Fundamentals of Powder Diffraction and Structural Characterization of Materials, 2nd ed., Springer, 2009.
- H. M. Rietveld, »A profile refinement method for nuclear and magnetic structures«, J. Appl. Cryst. 2, 65 (1969).
- G. Caglioti, A. Paoletti, F. P. Ricci, Nucl. Instrum. 3, 223 (1958).
- J.-F. Bérar, G. Baldinozzi, »Modeling of line-shape asymmetry in powder diffraction«, J. Appl. Cryst. 26, 128 (1993).
- P. M. de Wolff, »A simplified criterion for the reliability of a powder pattern indexing«, J. Appl. Cryst. 1, 108 (1968).
- M. L. Cohen, T. K. Bergstresser, »Band structures and pseudopotential form factors for fourteen semiconductors of the diamond and zinc-blende structures«, Phys. Rev. 141, 789 (1966).
- W. A. Harrison, Elementary Electronic Structure, World Scientific, 1999.
- J. C. Slater, G. F. Koster, »Simplified LCAO method for the periodic potential problem«, Phys. Rev. 94, 1498 (1954).
- W. Setyawan, S. Curtarolo, »High-throughput electronic band structure calculations: challenges and tools«, Comput. Mater. Sci. 49, 299 (2010).
- P. E. Blöchl, O. Jepsen, O. K. Andersen, »Improved tetrahedron method for Brillouin-zone integrations«, Phys. Rev. B 49, 16223 (1994).
- Z. H. Levine, D. C. Allan, »Linear optical response in silicon and germanium including self-energy effects«, Phys. Rev. Lett. 63, 1719 (1989).
- J. Tauc, R. Grigorovici, A. Vancu, »Optical properties and electronic structure of amorphous germanium«, Phys. Status Solidi 15, 627 (1966).
- P. N. Keating, »Effect of invariance requirements on the elastic strain energy of crystals with application to the diamond structure«, Phys. Rev. 145, 637 (1966).
- R. M. Martin, »Elastic properties of ZnS structure semiconductors«, Phys. Rev. B 1, 4005 (1970).
- G. Nilsson, G. Nelin, »Study of the homology between silicon and germanium by thermal-neutron spectrometry«, Phys. Rev. B 6, 3777 (1972).
- E. W. Kellermann, »Theory of the vibrations of the sodium chloride lattice«, Phil. Trans. R. Soc. Lond. A 238, 513 (1940).
- P. P. Ewald, »Die Berechnung optischer und elektrostatischer Gitterpotentiale«, Ann. Phys. 369, 253 (1921).
- W. L. Bragg, »The refractive indices of calcite and aragonite«, Proc. R. Soc. Lond. A 105, 370 (1924).
- R. H. Lyddane, R. G. Sachs, E. Teller, »On the polar vibrations of alkali halides«, Phys. Rev. 59, 673 (1941).
- J. R. Tessman, A. H. Kahn, W. Shockley, »Electronic polarizabilities of ions in crystals«, Phys. Rev. 92, 890 (1953).
- S. P. S. Porto, R. S. Krishnan, »Raman effect of corundum«, J. Chem. Phys. 47, 1009 (1967).
- Y. Tanabe, S. Sugano, »On the absorption spectra of complex ions«, J. Phys. Soc. Jpn. 9, 753 (1954).
- H. F. Ivey, »Spectral location of the absorption due to color centers in alkali halide crystals«, Phys. Rev. 72, 341 (1947).
- D. S. McClure, »Optical spectra of transition-metal ions in corundum«, J. Chem. Phys. 36, 2757 (1962).
- H. G. Cronemeyer, »Optical absorption characteristics of pink ruby«, J. Opt. Soc. Am. 56, 1703 (1966).
- E. V. Dubinsky, J. Stone-Sundberg, J. L. Emmett, »A quantitative description of the causes of color in corundum«, Gems & Gemology 56, 2 (2020).
- A. B. P. Lever, Inorganic Electronic Spectroscopy, 2nd ed., Elsevier, 1984.
- P. Weiss, »L'hypothèse du champ moléculaire et la propriété ferromagnétique«, J. Phys. Théor. Appl. 6, 661 (1907).
- C. G. Shull, J. S. Smart, »Detection of antiferromagnetism by neutron diffraction«, Phys. Rev. 76, 1256 (1949).
- M. Kohgi, Y. Ishikawa, Y. Endoh, »Inelastic neutron scattering study of spin waves in MnO«, Solid State Commun. 11, 391 (1972).
- M. T. Hutchings, E. J. Samuelsen, »Measurement of spin-wave dispersion in NiO by inelastic neutron scattering and its relation to magnetic properties«, Phys. Rev. B 6, 3447 (1972).
- V. C. Morano, Z. Maesen, S. E. Nikitin, J. Lass, D. G. Mazzone, O. Zaharko, »Absence of altermagnetic magnon band splitting in MnF₂«, arXiv:2412.03545 (2024).
- M. Pajda, J. Kudrnovský, I. Turek, V. Drchal, P. Bruno, »Ab initio calculations of exchange interactions, spin-wave stiffness constants, and Curie temperatures of Fe, Co, and Ni«, Phys. Rev. B 64, 174402 (2001).
- M. Alaei, Z. Mosleh, N. Rezaei, A. R. Oganov, »Experimental exchange interaction dataset for magnetic materials: spin waves to MC simulations«, arXiv:2504.15764 (2025).
- A. B. Pippard, »An experimental determination of the Fermi surface in copper«, Phil. Trans. R. Soc. Lond. A 250, 325 (1957).
- W. A. Harrison, »Electronic structure of polyvalent metals«, Phys. Rev. 118, 1190 (1960).
- N. W. Ashcroft, N. D. Mermin, Solid State Physics, Holt, Rinehart and Winston, 1976.
- D. B. Litvin, Magnetic Group Tables, IUCr, 2013.
- H. T. Stokes, D. M. Hatch, B. J. Campbell, ISO-MAG, ISOTROPY Software Suite, iso.byu.edu (version 1.4, 2022).
- O. Halpern, M. H. Johnson, »On the magnetic scattering of neutrons«, Phys. Rev. 55, 898 (1939).
- P. J. Brown, »Magnetic form factors«, International Tables for Crystallography, vol. C, § 4.4.5.
- T. Holstein, H. Primakoff, »Field dependence of the intrinsic domain magnetization of a ferromagnet«, Phys. Rev. 58, 1098 (1940).
- L. Nordheim, »Zur Elektronentheorie der Metalle. I«, Ann. Phys. 401, 607 (1931).
- R. Braunstein, A. R. Moore, F. Herman, »Intrinsic optical absorption in germanium-silicon alloys«, Phys. Rev. 109, 695 (1958).
- A. Zunger, S.-H. Wei, L. G. Ferreira, J. E. Bernard, »Special quasirandom structures«, Phys. Rev. Lett. 65, 353 (1990).
- J. H. P. Colpa, »Diagonalization of the quadratic boson Hamiltonian«, Physica A 93, 327 (1978).
- G. P. Felcher, R. Kleb, »Antiferromagnetic domains and the spin-flop transition of MnF2«, Europhys. Lett. 36, 455 (1996).
- I. E. Dzyaloshinskii, »On the magneto-electrical effect in antiferromagnets«, Sov. Phys. JETP 10, 628 (1960).
- D. N. Astrov, »The magnetoelectric effect in antiferromagnetics«, Sov. Phys. JETP 11, 708 (1960).
- P. J. Brown, J. B. Forsyth, F. Tasset, »A study of magnetoelectric domain formation in Cr2O3«, J. Phys.: Condens. Matter 14, 1957 (2002).
- S. Sugano, Y. Tanabe, »Absorption spectra of Cr3+ in Al2O3. Part A«, J. Phys. Soc. Jpn. 13, 880 (1958).
- V. K. Sewani et al., »Spin thermometry and spin relaxation of optically detected Cr3+ ions in ruby Al2O3«, Phys. Rev. B 102, 104114 (2020).
- M. Gen et al., »Crystal-field Paschen-Back effect on ruby in ultrahigh magnetic fields«, Phys. Rev. Research 2, 033257 (2020).
- R. G. Burns, Mineralogical Applications of Crystal Field Theory, 2nd ed., Cambridge University Press, 1993.
- K. Nassau, The Physics and Chemistry of Color, 2nd ed., Wiley, 2001.
- C. Wyman, P.-P. Sloan, P. Shirley, »Simple analytic approximations to the CIE XYZ color matching functions«, J. Comput. Graph. Tech. 2, 1 (2013).
- O. Madelung, Semiconductors: Data Handbook, 3rd ed., Springer, 2004.
- P. Y. Yu, M. Cardona, Fundamentals of Semiconductors, 4th ed., Springer, 2010.
- J. H. Conway, H. Burgiel, C. Goodman-Strauss, The Symmetries of Things, A K Peters, 2008.
- M. Baake, U. Grimm, Aperiodic Order, vol. 1, Cambridge University Press, 2013.
- N. G. de Bruijn, »Algebraic theory of Penrose's non-periodic tilings of the plane«, Indag. Math. 43, 39 (1981).
- M. Baake, R. V. Moody, P. A. B. Pleasants, »Diffraction from visible lattice points and k-th power free integers«, Discrete Math. 221, 3 (2000).
- D. Shechtman, I. Blech, D. Gratias, J. W. Cahn, Phys. Rev. Lett. 53, 1951 (1984).
- P. J. Lu, P. J. Steinhardt, »Decagonal and quasi-crystalline tilings in medieval Islamic architecture«, Science 315, 1106 (2007).






































