Laue
Dansk

Krystallografi i korte træk

Et par sider, der sætter det, Laue gør, i sammenhæng. Her ser du, hvad en krystal er, og hvordan man beskriver dens symmetri. Dernæst ser du, hvordan diffraktion gør den synlig, og hvilke trin der fører fra en ukendt prøve til dens atomers positioner.

En krystal: et gitter og et motiv

En krystal er et arrangement af atomer, der gentager sig nøjagtigt ens i rummets tre retninger. Man beskriver den i to dele.

Man siger ofte kort: krystal = gitter + motiv. Tre vektorer a, b, c udspænder gitteret, og det parallelepipedum, de danner, er enhedscellen. Dens seks parametre (a, b, c, α, β, γ) og atomernes koordinater, udtrykt som brøkdele af disse vektorer, er nok til at beskrive hele krystallen.

Der findes to slags celler:

I planet er idéen den samme med to vektorer: et tapet, et flisegulv eller et stof er »todimensionale krystaller«.

En fliselægning med plangruppen p4gm
I planet: et motiv gentaget af gitteret og af symmetrierne i plangruppen p4gm.
Stensalts enhedscelle og dens firetallige akser
I rummet: stensalts fladecentrerede kubiske celle med dens firetallige akser.
Formlerne

Et gitterpunkt og et vilkårligt punkt i brøkkoordinater:

r=u a+v b+w c,u,v,w∈Zx=x a+y b+z c\mathbf{r} = u\,\mathbf{a} + v\,\mathbf{b} + w\,\mathbf{c},\quad u, v, w \in \mathbb{Z} \qquad\qquad \mathbf{x} = x\,\mathbf{a} + y\,\mathbf{b} + z\,\mathbf{c}

Den metriske tensor GG indeholder de seks celleparametre; den giver afstande, vinkler og volumen:

G=(a2abcos⁡γaccos⁡βabcos⁡γb2bccos⁡αaccos⁡βbccos⁡αc2),∣Δx∣2=ΔxTG Δx,V=det⁡GG = \begin{pmatrix} a^2 & ab\cos\gamma & ac\cos\beta \\ ab\cos\gamma & b^2 & bc\cos\alpha \\ ac\cos\beta & bc\cos\alpha & c^2 \end{pmatrix},\qquad |\Delta\mathbf{x}|^2 = \Delta\mathbf{x}^{\mathsf T} G\,\Delta\mathbf{x},\qquad V = \sqrt{\det G}

Symmetrien, trin for trin

Periodiciteten begrænser de mulige symmetrier stærkt. Et gitter kan kun have rotationsakser af orden 1, 2, 3, 4 eller 6: det er den krystallografiske restriktion. En regelmæssig fliselægning med femkanter er umulig, ligesom en krystal med femtallig symmetri. Man ordner derfor symmetrierne i trin, hvor hvert trin bygger på det foregående.

  1. Punktgruppen samler de rotationer, spejlinger og den inversion, der holder et punkt fast. Den fortæller, hvordan krystallen ser ud på afstand, uden at man ser dens atomer: formen på dens flader, anisotropien i dens egenskaber. Der er 32 af dem. Man tegner dem i stereografisk projektion og fordeler dem på 7 krystalsystemer, fra det trikline til det kubiske.
  2. Bravais-gitrene er de 14 måder at ordne gitterpunkter i rummet på: primitivt (P), rumcentreret (I), fladecentreret (F), basiscentreret (A, B eller C), romboedrisk (R).
  3. Rumgruppen forener de to. Den tilføjer operationer, som ikke har nogen punktmæssig modpart: skrueakserne (en rotation efterfulgt af en brøkdel af en translation, som 21 eller 42) og glidespejlplanerne (en spejling efterfulgt af en halv translation). Der er 230 rumgrupper og, i planet, 17 plangrupper. Deres Hermann–Mauguin-symbol, som Fm-3m eller P2_1/c, angiver gittertypen og derefter symmetrielementerne langs hovedretningerne.
  4. Wyckoff-positionerne inddeler cellens punkter efter deres lokale symmetri. Et atom, der ligger på et symmetrielement, har færre kopier i cellen end et atom i en generel position. Produktet af dets multiplicitet og ordenen af dets stedsymmetri er konstant. Det er sproget i strukturbeskrivelser: »Na på 4a, Cl på 4b«.
I planetI rummet
Krystalsystemer47
Punktgrupper1032
Bravais-gitre514
Plangrupper, rumgrupper17230

Symmetrien ses også i de fysiske egenskaber. Ifølge Neumanns princip har enhver egenskab ved en krystal mindst samme symmetri som dens punktgruppe. En kubisk krystal er derfor optisk isotrop. Piezoelektricitet kræver derimod, at der ikke er noget symmetricentrum.

Stereogram af punktgruppen m-3m
Stereogrammet af m-3m, stensalts punktgruppe: de 48 ækvivalente positioner af en vilkårlig retning.

I Laue gennemgår værkstedet Fliselægning de 17 plangrupper og de 7 frisegrupper. Værkstedet Krystal gennemgår de 230 rumgrupper med deres Wyckoff-positioner, deres symmetrielementer i cellen og deres stereogrammer.

Formlerne

En symmetrioperation i Seitz-notation: en lineær del RR og en translation t\mathbf{t} (en brøkdel for en skrueakse eller et glidespejlplan):

{R ∣ t}:x⟼R x+t\{R\,|\,\mathbf{t}\} : \mathbf{x} \longmapsto R\,\mathbf{x} + \mathbf{t}

Den krystallografiske restriktion: i en gitterbasis er RR en heltalsmatrix, og derfor er dens spor også et heltal. For en rotation med vinklen 2π/n2\pi/n:

tr⁡R=1+2cos⁡2πn∈Z⟹n∈{1,2,3,4,6}\operatorname{tr} R = 1 + 2\cos\frac{2\pi}{n} \in \mathbb{Z} \quad\Longrightarrow\quad n \in \{1, 2, 3, 4, 6\}

En Wyckoff-position: dens multiplicitet mm (i den konventionelle celle), ordenen af dens stedsymmetri ∣S∣|S|, punktgruppens orden ∣P∣|P| og antallet af gitterpunkter i cellen ZgitterZ_{\text{gitter}} (1 for P, 2 for I og C, 4 for F):

m⋅∣S∣=∣P∣⋅Zgitter(stensalt, Fm3ˉm: Na pa˚ 4a, 4×48=48×4)m \cdot |S| = |P| \cdot Z_{\text{gitter}}\qquad\text{(stensalt, }Fm\bar{3}m\text{: Na på }4a,\ 4 \times 48 = 48 \times 4)

At se atomerne: diffraktion

Afstandene mellem atomer, af størrelsesordenen en ångström (10−10 m), er alt for små til et lysmikroskop. Man belyser derfor krystallen med en bølge med sammenlignelig bølgelængde: røntgenstråler, neutroner eller elektroner. Hvert atom spreder lidt af bølgen. Fordi krystallen er periodisk, lægges disse bølger kun sammen i bestemte retninger, hvor de danner skarpe pletter, refleksionerne. Max von Laue observerede det i 1912; William Lawrence Bragg formulerede loven året efter.

Bragg-toppe fra Penrose-fliselægningen med titallig symmetri
En berømt undtagelse: en kvasikrystal er ikke periodisk, men diffrakterer i skarpe toppe med en titallig symmetri, som er forbudt for krystaller (Shechtman, 1982; Nobelprisen 2011).

I Laue beregnes diffraktionen fra en fliselægning, en kvasikrystal eller en krystal ved hver ændring. Man ser de tilladte refleksioner, dem som gruppen udslukker, og årsagen til hver udslukning.

Formlerne

Det reciprokke gitter (krystallografernes konvention, uden 2π2\pi) og afstanden mellem planer:

ai⋅aj∗=δij,Ghkl=h a∗+k b∗+l c∗,dhkl=1∣Ghkl∣(kubisk: 1d2=h2+k2+l2a2)\mathbf{a}_i \cdot \mathbf{a}^*_j = \delta_{ij},\qquad \mathbf{G}_{hkl} = h\,\mathbf{a}^* + k\,\mathbf{b}^* + l\,\mathbf{c}^*,\qquad d_{hkl} = \frac{1}{|\mathbf{G}_{hkl}|}\qquad\text{(kubisk: } \tfrac{1}{d^2} = \tfrac{h^2+k^2+l^2}{a^2}\text{)}

Braggs lov og dens ækvivalent, Laue-betingelsen (Ewald-kuglen, ∣k∣=1/λ|\mathbf{k}| = 1/\lambda):

2 dhklsin⁡θ=n λ⟺k′−k=Ghkl2\,d_{hkl}\sin\theta = n\,\lambda \qquad\Longleftrightarrow\qquad \mathbf{k}' - \mathbf{k} = \mathbf{G}_{hkl}

Strukturfaktoren, en sum over atomerne i cellen (spredningsfaktor fjf_j, Debye–Waller-faktor BjB_j), og intensiteten:

Fhkl=∑jfj e−Bjsin⁡2θ/λ2 e2πi(hxj+kyj+lzj),Ihkl∝∣Fhkl∣2F_{hkl} = \sum_j f_j\, e^{-B_j \sin^2\theta/\lambda^2}\, e^{2\pi i (h x_j + k y_j + l z_j)},\qquad I_{hkl} \propto |F_{hkl}|^2

En udslukning: et F-gitter anbringer et atom i x\mathbf{x} og i x+(0,12,12)\mathbf{x} + (0,\tfrac12,\tfrac12), (12,0,12)(\tfrac12,0,\tfrac12), (12,12,0)(\tfrac12,\tfrac12,0), hvoraf

Fhkl=F′(1+eiπ(k+l)+eiπ(h+l)+eiπ(h+k))={4F′h,k,l alle lige eller alle ulige0ellersF_{hkl} = F'\left(1 + e^{i\pi(k+l)} + e^{i\pi(h+l)} + e^{i\pi(h+k)}\right) = \begin{cases} 4F' & h, k, l \text{ alle lige eller alle ulige} \\ 0 & \text{ellers} \end{cases}

Friedels lov (uden anomal spredning): Fhˉkˉlˉ=Fhkl∗F_{\bar h\bar k\bar l} = F_{hkl}^{*}, altså Ihˉkˉlˉ=IhklI_{\bar h\bar k\bar l} = I_{hkl}.

Sonderne og metoderne

Tre sonder supplerer hinanden:

Prøven bestemmer derefter metoden:

Stensalts pulverdiffraktogram, dets Debye–Scherrer-film og tabellen over dets linjer
Stensalt som pulver: de indicerede linjer, dem som F-gitteret udslukker, og Debye–Scherrer-filmen.

Sådan læser man en Laue-optagelse. Hver plet kommer fra en familie af planer, der har taget Bragg-bølgelængden ud af den hvide stråle. Planerne virker som et spejl: deres normal er vinkelhalveringslinjen for vinklen mellem strålen og den stråle, der går fra krystallen til pletten. Ud fra plettens position på filmen og filmens afstand finder man altså normalens retning og derefter dens indekser (h k l) ved at projicere den på cellens akser. Hver plets bølgelængde forbliver ukendt: optagelsen giver krystallens orientering og dens Laue-klasse, ikke dens afstande. I Laue følger Laue-diagrammet visningen i værkstedet Krystal, og peger man på en plet, vises dens indekser.

Tre Laue-diagrammer: stensalt langs [001] i transmission, kvarts langs c, stensalt i tilbagekast
Stensalt langs [001] (symmetri 4mm), kvarts langs c (3m) og derefter stensalt i tilbagekast.
Formlerne

Bølgelængden for en neutron med hastigheden vv og for en elektron accelereret over spændingen UU (med den relativistiske korrektion):

λn=hmnv,λe=h2meeU(1+eU2mec2)(λe≈2,5 pm ved 200 kV)\lambda_n = \frac{h}{m_n v},\qquad \lambda_e = \frac{h}{\sqrt{2 m_e e U\left(1 + \dfrac{eU}{2 m_e c^2}\right)}}\qquad(\lambda_e \approx 2{,}5\ \text{pm ved } 200\ \text{kV})

Scherrer-formlen: krystallitternes størrelse τ\tau ud fra halvværdibredden β\beta af en linje (i radianer, med den instrumentelle forbredning fratrukket; K≈0,9K \approx 0{,}9):

τ=K λβcos⁡θ\tau = \frac{K\,\lambda}{\beta\cos\theta}

Fra måling til struktur

Fra en ukendt prøve til listen over atompositioner består fremgangsmåden af fire trin.

  1. Identificere. Man sammenligner pulverdiffraktogrammet med en database over kendte faser. Det er strukturdatabaser som den frie Crystallography Open Database, eller diffraktogramdatabaser som ICDD's PDF-fil. Oftest er stoffet allerede kendt, og analysen slutter dér.
  2. Indicere. Ellers søger man den celle, der tildeler alle linjer indekser (h k l). For en kubisk celle er det nok at se, at værdierne 1/d² forholder sig som heltallene h² + k² + l². Udslukningerne giver derefter de forenelige rumgrupper.
  3. Løse. Målingen giver refleksionernes intensitet, |F|², men ikke deres fase. Uden fase kan man ikke genskabe elektrontætheden: det er faseproblemet. Man omgår det på flere måder:
    • Patterson-funktionen, der klarer sig uden faser og viser vektorerne mellem atomer;
    • de direkte metoder, der gætter faserne ud fra statistiske relationer (Nobelprisen 1985);
    • charge flipping, der veksler mellem det reelle rum og det reciprokke rum.
  4. Forfine og validere. Man tilpasser modellen til målingerne med mindste kvadraters metode: positioner, termisk bevægelse og, for pulver, hele diffraktogrammets profil (Rietveld-metoden). Overensstemmelsesfaktorer som R og χ² fortæller, om modellen er god.

I Laue beregner værkstedet Krystal en strukturs pulverdiffraktogram, med eller uden de rigtige atomer. Det indlæser en reel måling og forfiner den (celle, nulpunkt, linjeprofil, baggrund). Det indicerer en ukendt måling og foreslår de forenelige grupper. Fliselægningernes Fouriersyntese viser også faseproblemet: med de rigtige faser vender motivet tilbage; med tilfældige faser forsvinder det.

Formlerne

Elektrontætheden er Fourier-transformationen af strukturfaktorerne, som hver har en modulus og en fase φhkl\varphi_{hkl}; målingen giver kun modulus:

ρ(x)=1V∑hkl∣Fhkl∣ eiφhkl e−2πi(hx+ky+lz)\rho(\mathbf{x}) = \frac{1}{V}\sum_{hkl} |F_{hkl}|\, e^{i\varphi_{hkl}}\, e^{-2\pi i (hx+ky+lz)}

Patterson-funktionen klarer sig uden faser; dens toppe ligger ved vektorerne mellem atomer:

P(u)=1V∑hkl∣Fhkl∣2cos⁡2π(hu+kv+lw)P(\mathbf{u}) = \frac{1}{V}\sum_{hkl} |F_{hkl}|^2 \cos 2\pi(hu + kv + lw)

Rietveld-forfiningen minimerer den vægtede afvigelse mellem det målte diffraktogram yiy_i og det beregnede yc,iy_{c,i}, punkt for punkt; resultatet bedømmes med RwpR_{wp} og χ2\chi^2 (NN punkter, PP parametre):

S=∑iwi (yi−yc,i)2,wi=1σi2,Rwp=S∑iwiyi2,χ2=SN−PS = \sum_i w_i\,(y_i - y_{c,i})^2,\quad w_i = \frac{1}{\sigma_i^2},\qquad R_{wp} = \sqrt{\frac{S}{\sum_i w_i y_i^2}},\qquad \chi^2 = \frac{S}{N - P}

Vil du vide mere

Til det praktiske beskriver vejledningen hvert værksted, og eksemplerne åbnes i Laue med ét klik.