Krystallografi i korte træk
Et par sider, der sætter det, Laue gør, i sammenhæng. Her ser du, hvad en krystal er, og hvordan man beskriver dens symmetri. Dernæst ser du, hvordan diffraktion gør den synlig, og hvilke trin der fører fra en ukendt prøve til dens atomers positioner.
En krystal: et gitter og et motiv
En krystal er et arrangement af atomer, der gentager sig nøjagtigt ens i rummets tre retninger. Man beskriver den i to dele.
- Gitteret er mængden af de translationer, der lader krystallen uændret. Det er punkter uden atomer.
- Motivet er den gruppe af atomer, man anbringer i hvert gitterpunkt.
Man siger ofte kort: krystal = gitter + motiv. Tre vektorer a, b, c udspænder gitteret, og det parallelepipedum, de danner, er enhedscellen. Dens seks parametre (a, b, c, α, β, γ) og atomernes koordinater, udtrykt som brøkdele af disse vektorer, er nok til at beskrive hele krystallen.
Der findes to slags celler:
- en primitiv celle indeholder kun ét gitterpunkt;
- en konventionel celle er undertiden større, men dens kanter følger symmetrien. Stensalts fladecentrerede kubiske celle indeholder fire gitterpunkter.
I planet er idéen den samme med to vektorer: et tapet, et flisegulv eller et stof er »todimensionale krystaller«.


Formlerne
Et gitterpunkt og et vilkårligt punkt i brøkkoordinater:
Den metriske tensor indeholder de seks celleparametre; den giver afstande, vinkler og volumen:
Symmetrien, trin for trin
Periodiciteten begrænser de mulige symmetrier stærkt. Et gitter kan kun have rotationsakser af orden 1, 2, 3, 4 eller 6: det er den krystallografiske restriktion. En regelmæssig fliselægning med femkanter er umulig, ligesom en krystal med femtallig symmetri. Man ordner derfor symmetrierne i trin, hvor hvert trin bygger på det foregående.
- Punktgruppen samler de rotationer, spejlinger og den inversion, der holder et punkt fast. Den fortæller, hvordan krystallen ser ud på afstand, uden at man ser dens atomer: formen på dens flader, anisotropien i dens egenskaber. Der er 32 af dem. Man tegner dem i stereografisk projektion og fordeler dem på 7 krystalsystemer, fra det trikline til det kubiske.
- Bravais-gitrene er de 14 måder at ordne gitterpunkter i rummet på: primitivt (P), rumcentreret (I), fladecentreret (F), basiscentreret (A, B eller C), romboedrisk (R).
- Rumgruppen forener de to. Den tilføjer operationer, som ikke har nogen punktmæssig modpart: skrueakserne (en rotation efterfulgt af en brøkdel af en translation, som 21 eller 42) og glidespejlplanerne (en spejling efterfulgt af en halv translation). Der er 230 rumgrupper og, i planet, 17 plangrupper. Deres Hermann–Mauguin-symbol, som
Fm-3mellerP2_1/c, angiver gittertypen og derefter symmetrielementerne langs hovedretningerne. - Wyckoff-positionerne inddeler cellens punkter efter deres lokale symmetri. Et atom, der ligger på et symmetrielement, har færre kopier i cellen end et atom i en generel position. Produktet af dets multiplicitet og ordenen af dets stedsymmetri er konstant. Det er sproget i strukturbeskrivelser: »Na på 4a, Cl på 4b«.
| I planet | I rummet | |
|---|---|---|
| Krystalsystemer | 4 | 7 |
| Punktgrupper | 10 | 32 |
| Bravais-gitre | 5 | 14 |
| Plangrupper, rumgrupper | 17 | 230 |
Symmetrien ses også i de fysiske egenskaber. Ifølge Neumanns princip har enhver egenskab ved en krystal mindst samme symmetri som dens punktgruppe. En kubisk krystal er derfor optisk isotrop. Piezoelektricitet kræver derimod, at der ikke er noget symmetricentrum.

I Laue gennemgår værkstedet Fliselægning de 17 plangrupper og de 7 frisegrupper. Værkstedet Krystal gennemgår de 230 rumgrupper med deres Wyckoff-positioner, deres symmetrielementer i cellen og deres stereogrammer.
Formlerne
En symmetrioperation i Seitz-notation: en lineær del og en translation (en brøkdel for en skrueakse eller et glidespejlplan):
Den krystallografiske restriktion: i en gitterbasis er en heltalsmatrix, og derfor er dens spor også et heltal. For en rotation med vinklen :
En Wyckoff-position: dens multiplicitet (i den konventionelle celle), ordenen af dens stedsymmetri , punktgruppens orden og antallet af gitterpunkter i cellen (1 for P, 2 for I og C, 4 for F):
At se atomerne: diffraktion
Afstandene mellem atomer, af størrelsesordenen en ångström (10−10 m), er alt for små til et lysmikroskop. Man belyser derfor krystallen med en bølge med sammenlignelig bølgelængde: røntgenstråler, neutroner eller elektroner. Hvert atom spreder lidt af bølgen. Fordi krystallen er periodisk, lægges disse bølger kun sammen i bestemte retninger, hvor de danner skarpe pletter, refleksionerne. Max von Laue observerede det i 1912; William Lawrence Bragg formulerede loven året efter.
- Hvor krystallen diffrakterer: Braggs lov. Man kan se krystallen som familier af parallelle gitterplaner, betegnet med deres Miller-indekser (h k l) og med indbyrdes afstand dhkl. En familie reflekterer bølgen, når 2 d sin θ = n λ. Hver refleksion svarer til et punkt i det reciprokke gitter i afstanden 1/d fra origo: diffraktionsmønstrets geometri giver altså cellen.
- Med hvilken intensitet: strukturfaktoren. Intensiteten af hver refleksion afhænger af atomernes position og art i cellen gennem strukturfaktoren Fhkl. Det er den, der fortæller om motivet.
- De systematiske udslukninger. Visse refleksioner er nul, uanset hvilke atomer der er. Et centreret gitter udslukker hele familier, en skrueakse eller et glidespejlplan udslukker andre. Disse fravær afslører gittertypen og en del af rumgruppen.
- Laue-klassen. Diffraktionsmønstret er altid centrosymmetrisk (det er Friedels lov): det viser punktgruppens symmetri udvidet med et centrum, dens Laue-klasse.

I Laue beregnes diffraktionen fra en fliselægning, en kvasikrystal eller en krystal ved hver ændring. Man ser de tilladte refleksioner, dem som gruppen udslukker, og årsagen til hver udslukning.
Formlerne
Det reciprokke gitter (krystallografernes konvention, uden ) og afstanden mellem planer:
Braggs lov og dens ækvivalent, Laue-betingelsen (Ewald-kuglen, ):
Strukturfaktoren, en sum over atomerne i cellen (spredningsfaktor , Debye–Waller-faktor ), og intensiteten:
En udslukning: et F-gitter anbringer et atom i og i , , , hvoraf
Friedels lov (uden anomal spredning): , altså .
Sonderne og metoderne
Tre sonder supplerer hinanden:
- røntgenstråler, der spredes af elektronerne: metoden i ethvert laboratorium, med et røntgenrør eller en synkrotron;
- neutroner, der spredes af kernerne. De ser lette atomer som brint, skelner mellem naboer i det periodiske system og afslører magnetisk orden; de kræver en reaktor eller en spallationskilde;
- elektroner, der vekselvirker så kraftigt, at en nanokrystal er nok, i et elektronmikroskop.
Prøven bestemmer derefter metoden:
- Enkeltkrystal. Laue-metoden belyser en stillestående krystal med hvidt lys: optagelsen viser dens symmetri og bruges til at orientere den. Et moderne diffraktometer drejer krystallen i en monokromatisk stråle og måler tusindvis af refleksioner, én ad gangen: det er hovedvejen til en fuldstændig struktur.
- Pulver. Tusindvis af tilfældigt orienterede krystallitter giver for hver familie af planer en diffraktionskegle. Debye–Scherrer-filmen viser den som buer; et diffraktometer folder den ud til et diffraktogram af intensiteten som funktion af 2θ. Diffraktogrammet er en fases fingeraftryk. Linjernes position giver cellen, deres intensitet cellens indhold, deres bredde krystallitternes størrelse (Scherrer-formlen).

Sådan læser man en Laue-optagelse. Hver plet kommer fra en familie af planer, der har taget Bragg-bølgelængden ud af den hvide stråle. Planerne virker som et spejl: deres normal er vinkelhalveringslinjen for vinklen mellem strålen og den stråle, der går fra krystallen til pletten. Ud fra plettens position på filmen og filmens afstand finder man altså normalens retning og derefter dens indekser (h k l) ved at projicere den på cellens akser. Hver plets bølgelængde forbliver ukendt: optagelsen giver krystallens orientering og dens Laue-klasse, ikke dens afstande. I Laue følger Laue-diagrammet visningen i værkstedet Krystal, og peger man på en plet, vises dens indekser.
![Tre Laue-diagrammer: stensalt langs [001] i transmission, kvarts langs c, stensalt i tilbagekast](../../../img/laue-pattern.jpg)
Formlerne
Bølgelængden for en neutron med hastigheden og for en elektron accelereret over spændingen (med den relativistiske korrektion):
Scherrer-formlen: krystallitternes størrelse ud fra halvværdibredden af en linje (i radianer, med den instrumentelle forbredning fratrukket; ):
Fra måling til struktur
Fra en ukendt prøve til listen over atompositioner består fremgangsmåden af fire trin.
- Identificere. Man sammenligner pulverdiffraktogrammet med en database over kendte faser. Det er strukturdatabaser som den frie Crystallography Open Database, eller diffraktogramdatabaser som ICDD's PDF-fil. Oftest er stoffet allerede kendt, og analysen slutter dér.
- Indicere. Ellers søger man den celle, der tildeler alle linjer indekser (h k l). For en kubisk celle er det nok at se, at værdierne 1/d² forholder sig som heltallene h² + k² + l². Udslukningerne giver derefter de forenelige rumgrupper.
- Løse. Målingen giver refleksionernes intensitet, |F|², men ikke deres fase. Uden fase kan man ikke genskabe elektrontætheden: det er faseproblemet. Man omgår det på flere måder:
- Patterson-funktionen, der klarer sig uden faser og viser vektorerne mellem atomer;
- de direkte metoder, der gætter faserne ud fra statistiske relationer (Nobelprisen 1985);
- charge flipping, der veksler mellem det reelle rum og det reciprokke rum.
- Forfine og validere. Man tilpasser modellen til målingerne med mindste kvadraters metode: positioner, termisk bevægelse og, for pulver, hele diffraktogrammets profil (Rietveld-metoden). Overensstemmelsesfaktorer som R og χ² fortæller, om modellen er god.
I Laue beregner værkstedet Krystal en strukturs pulverdiffraktogram, med eller uden de rigtige atomer. Det indlæser en reel måling og forfiner den (celle, nulpunkt, linjeprofil, baggrund). Det indicerer en ukendt måling og foreslår de forenelige grupper. Fliselægningernes Fouriersyntese viser også faseproblemet: med de rigtige faser vender motivet tilbage; med tilfældige faser forsvinder det.
Formlerne
Elektrontætheden er Fourier-transformationen af strukturfaktorerne, som hver har en modulus og en fase ; målingen giver kun modulus:
Patterson-funktionen klarer sig uden faser; dens toppe ligger ved vektorerne mellem atomer:
Rietveld-forfiningen minimerer den vægtede afvigelse mellem det målte diffraktogram og det beregnede , punkt for punkt; resultatet bedømmes med og ( punkter, parametre):
Vil du vide mere
- International Tables for Crystallography, bind A, standardværket om plangrupper og rumgrupper.
- IUCr's pædagogiske hæfter, korte og gratis.
- Bilbao Crystallographic Server, for grupperne, deres undergrupper og deres Wyckoff-positioner.
- Crystallography Open Database, hundredtusinder af strukturer i CIF, som Laue kan åbne.
Til det praktiske beskriver vejledningen hvert værksted, og eksemplerne åbnes i Laue med ét klik.